Svinekødsdebatten raser: Nationalspise eller bare usundt?
Svinekød til børnene i daginstitutionerne eller ej - det har været en jævnligt opblussende debat i Danmark de senere år.
Nu har Randers Kommune krævet, at alle daginstitutioner i de to kommuner serverer svinekød til børnene, fortæller TV 2 Østjylland. Og den nyhed har fået debatten igang igen.
Det sker ikke mindst på TV 2 Nyhedernes Facebook-side, hvor flere end 200 personer torsdag formiddag havde kommenteret sagen på bare en halv time.
Krav om nærende mad
Debattørerne kan sorteres i to bunker: De, der mener, at svinekød er en vigtig del af den danske identitet, og derfor også skal serveres i landets børnehaver. Og de, der mener, at institutionerne selv må bestemme, hvad de vil give børnene at spise, hvis bare det er god og nærende føde.
- For mit vedkommende bør det være et krav om sund og nærende mad, og så må det da være den enkelte institution, der bestemmer menuen uden nogen krav om det ene og det andet, skriver Allan Thorup.
Artiklen fortsætter under billedet...
- Jeg forstår ikke problemet. Da jeg var barn, gik jeg i skole og på fritidshjem med børn fra alle mulige andre kulturer, og der blev taget de nødvendige hensyn uden stor ballade. Det her er da at skabe et problem, der ikke behøver være der, skriver Cristina Regitse Bilde Lauridsen.
- Vi er i Danmark, og der spiser vi svine kød, så det er selvfølgelig også i vores børnehaver og andre steder. Når det er sagt, synes jeg godt, at man kan tage hensyn til dem, der ikke spiser svinekød og servere noget andet for dem, skriver Inge Degling.
Hvad med kemien
Der er dog også dem, der argumenterer for, at svinekødsindtaget i børnehaverne skal modereres - fordi det ikke er sundt nok.
- Jeg foretrækker også mindre svinekød, da det anbefales af bl.a WHO. Hvorfor skal mine børn tvinges til at spise svinekød, fordi der er nogle, der er i gang med en hetz imod muslimer, spørger Jane Brander Rasmussen.
- Hvorfor snakken om svinekød, så sundt er det ikke med alt det kemikalie, grissebasserne får. Hvis man skal spise gris, skal det være økologisk. Kødpølse, spegepølse og leverpostej er der vel ikke meget sundhed i, uden det er hjemmelavet. Vi vil ikke havde alle de tilsætningsstoffer, de fylder maden med, skriver Nina Fjordside.