Samfund

Pokersnyd hos Danske Spil: Danskere mistede kæmpebeløb

 Scanpix

217 danskere, der spiller onlinepoker hos Danske Spil og samarbejdspartneren BwinParty, er det seneste års tid blevet snydt, mens de spillede ved de interaktive pokerborde.

Brugerne blev informeret om snyderiet i en email fra Danske Spil for et par uger siden. "Snyderiet" består i, at brugere har benyttet robotter - såkaldte bots - der spiller af sig selv.

Robotterne kan ikke se de andre brugeres kort eller ændre spillet, men de spiller statistisk og optimerer deres chancer, og derfor er de ikke tilladt hos de fleste pokernetværks.

- Det er ikke kriminelt, men vi betragter det som uetisk, og vi accepterer det ikke, siger kommunikationschef hos Danske Spil, Thomas Rørsig, til TV 2.

Tilbagebetaler del af pengene

Danske Spil har derfor lukket de implicerede konti og konfiskeret de penge, der stod på dem. Pengene er efterfølgende blevet fordelt tilbage til brugerne, der har spillet mod robotterne. Men da folkene bag robotbrugerne løbende har trukket penge ud af kontoerne, er det et noget lavere beløb, der er kommet retur.

- De har ikke fået dækket deres tab fuldstændigt, men vi har taget de penge, der var, og distribueret dem forholdsmæssigt til dem, der har spillet mod robotten. Fordelingen er sket på baggrund af, hvor meget vi kan se, at de har tabt til robotten, forklarer Thomas Rørsig.

Danske Spil har ikke kunnet oplyse, hvor stort et beløb fuskerne har tjent gennem robotterne, men i alt er der sendt 10.789 euro (godt 80.000 kroner) tilbage til spillerne.

Utilfredse brugere

På PokerNet, der betegner sig selv som Danmarks største online-pokerforum, har flere af de forurettede danskere meldt sig på banen. TV 2 har talt med en af brugerne, der dog ikke ønsker sit navn frem.

Brugeren fik omkring 80 euro tilbagebetalt, men han har efterfølgende gennem Danske Spil fået oplyst, at hans samlede tab til robotbrugeren var 5598 euro. Altså har han fået tilbagebetalt under to procent af sit tab.

Brugeren har uden held forsøgt at få Danske Spil til at godtgøre det øvrige tab, men det kan simpelthen ikke lade sig gøre, forklarer kommunikationschefen.

- Det er et vilkår for net-poker, at vi ikke accepterer robotter, men man kan simpelthen ikke give den garanti, at det ikke sker, for det er for uoverskueligt, siger Thomas Rørsig til TV 2.

Spiller: Skræmmende uden ansvar

En anden bruger, Mads Wierper Bertelsen, modtog den 30. september en mail fra Danske Spil, hvor det fremgik, at han havde fået 38,5 euro retur.

Han oplyser til TV 2, at han udmærket var bekendt med problemet med "bots" på pokersiderne, særligt på nogle udenlandske sider, hvor brugerne ikke skal identificere sig og derfor blot opretter nye robotbrugere, når andre lukkes.

- Det er lidt skræmmende, at de helt bevidst kan snyde, uden at skulle stå til ansvar for det i en retssal. Det virker som om, de ikke rigtig kan gøre andet end at forsøge at udelukke dem, når de opdager dem, siger Mads Wierper Bertelsen.

- Ved ikke hvor meget, jeg tabte

Han var derfor overrasket over mailen fra Danske Spil, hvor de fremgik, at en bruger rent faktisk var blevet stoppet og penge betalt tilbage. Men da Danske Spil ikke har oplyst, hvilke brugere det drejer sig om, har han ingen anelse om, hvor mange penge, han har tabt til robotterne.

- Det er et problem, at vi ikke få udleveret nogen af de her brugernavne, så vi selv kunne gå ind og se omfanget. Vi kan jo selv gå ind og se, hvor meget vi har tabt til forskellige brugere. Jeg kan ikke forstå, at Danske Spil ikke oplyser det, siger Mads Wierper Bertelsen.

Danske Spil oplyser til TV 2, at en udlevering af brugernavne efter deres mening vil være en overtrædelse af loven, da der er tale om såkaldte ”personhenførbare” oplysninger, lyder det.