Samfund

Flere ældre i arbejde: Fint at blive ved - svært at komme ind

71-årige Jens Brunbjerg kører stadig med mælk for Arla om morgenen – sådan som han nu har gjort det i 50 år.

Det har for nylig indbragt ham Den Kongelige Belønningsmedalje.

- Jeg kan godt lide at have det her stykke arbejde. Og jeg har aldrig prøvet at være arbejdsløs. Jeg har altid godt kunne lide, at der var arbejde, siger Jens Brunbjerg til TV MidtVest, der for nylig var med ham på den natlige tur rundt efter mælk.

Og Jens Brundbjerg er ikke alene om at holde fast i sit arbejde langt ud over pensionsalderen.

Mange flere seniorer mellem 65 og 74 år vælger i dag at blive på arbejdsmarkedet. Det viser nye tal fra den europæiske statistikbank, Eurostat. Fra 2005-2015 er antallet af ældre mellem 65 og 74 år på arbejdsmarkedet steget med 55 procent i Danmark.

Skubbet til pensionsalderen

- Det er en meget glædelig udvikling, for det betyder, at virksomhederne, også på sigt, kan få den arbejdskraft de har brug for, siger chefkonsulent hos Dansk Industri (DI) Thomas Qvortrup Christensen.

Han forklarer det med de reformer, der er gennemført af efterlønsordningen og pensionsalderen.

- Man har skubbet på den alder, hvor man kunne få efterløn. Og seneste også på selve pensionsalderen. De to reformer har ført til, at man tager mere individuelt stilling til, hvornår man vil trække sig tilbage. I stedet for at have den faste 60 års alder, siger han.

 Ældresagen ser samme tendens til, at de ældre gerne vil blive længere på arbejdsmarkedet.

- Mange ældre ser deres arbejde som en vigtig del af deres sociale identitet. De vil gerne holde sig i gang og beholde den sociale kontakt til arbejdspladsen. Vores erfaring er, at det er langt vigtigere end spørgsmålet om pengene, siger Martin Stabell, der er konsulent i Ældresagen med særligt fokus på arbejdsmarkedet for ældre.

Let at blive, svært at komme ind

Men flere undersøgelser, som Ældresagen står bag, afslører også en anden tendens: At der er gode muligheder for at blive i jobbet efter de 65 år. Men at det til gengæld er svært at komme ind på arbejdsmarkedet igen, hvis man er blevet arbejdsløs i en høj alder.

En undersøgelse blandt ledige seniorer fra 2013 viser, at hver fjerde fik at vide på jobcentret, at de nok ikke ville få et job igen.

En anden, helt ny undersøgelse, som Ældresagen har fået foretaget blandt næsten 1000 danske arbejdsgivere, viser samme tendens: To ud af tre arbejdsgivere er mindre tilbøjelige til at indkalde jobansøgere over 65 år til en jobsamtale, hvis de har andre, yngre ansøgere.

- Arbejdsgivernes væsentligste forklaring er, at de ikke ansætter ældre medarbejdere, som de ikke forventer vil blive særligt længe i jobbet, forklarer Martin Stabell.

Kender historik og rutiner

Dansk Industri bekræfter da også, at de ældre medarbejderes væsentligste aktiv er deres mangeårige tilknytning til deres arbejdsplads.

- Det er meget attraktive medarbejdere, netop fordi de har mange års erfaring. Det er jo ikke nye medarbejdere, som man skal lære op. De kender virksomhedens historik, og de kender rutinerne, siger Thomas Qvortrup Christensen fra DI.

Præcis som Jens Brunbjerg, der begyndte med at køre mælk for Arla, længe før mange af hans kolleger blev født.

- Selv om det er samme tur hver dag, så bliver det aldrig kedeligt, siger han.