Britisk journalist: Chokerende, at I gør det så åbenlyst

- Det er chokerende for mange i Storbritannien og andre steder i verden.

- Det er chokerende for mange i Storbritannien og andre steder i verden. Set fra et britisk synspunkt er det forkert, at I gøre sådan et stort nummer ud af noget, der i virkeligheden er ganske sørgeligt. Nemlig at dette dyr er blevet avlet og så skulle aflives, og I viser det frem for publikum.

Sådan siger den britiske journalist Alexandra Forrest Whitting, der har boet i Danmark de sidste to år og har fulgt tæt med i først dissektionen af giraffen Marius i København og nu løve-dissektionen i Odense.

Hun er selv splittet mellem det britiske synspunkt og det danske:

- Det beviser, hvor kulturelt forskellige vi er. Jeg har en femårig søn, og jeg ville ikke tage ham med i Zoo for at se det her. Jeg ville være bekymret over, at han skulle få mareridt. Jeg kan forstå, at det ville være interessant, hvis du er en teenager eller studerende, men jeg har et problem med så små børn, siger hun.

Modvilje mod zoologiske haver
I virkeligheden mener hun, at det handler om mere end chok over aflivninger og dissekeringer. Det handler dybest set om modvilje mod zoologiske haver som sådan:

- Jeg tror det minder mange mennesker om deres forbehold overfor zoologiske haver generelt. Om zoologiske haver generelt skal have lov til at eksistere. Der er mange mennesker i Storbritannien, der overhovedet ikke bryder sig om ideen om zoologiske haver overhovedet. Og det sætter fokus på, at så mange dyr bliver aflivet, hvilket vi ikke var opmærksomme på, siger hun.

Britiske aflivninger er diskrete
Aflivningerne sker også i zoologiske haver i Storbritannien, men der sker det diskret og uden offentlig opmærksomhed. Det er en kæmpe forskel.

- Det har chokeret mange briter, at det sker i hele Europa, også i Storbritannien. Aviser har afsløret, at en britisk zoologisk have har aflivet seks løver. Men de taler ikke om det. Her er I mere åbne omkring det. I siger mere åbent: ”Det er livet og det er døden. Kom og se med”, siger Alexandra Forrest Whitting.

Hun erkender, at hun selv står med et ben i hver lejr i dette spørgsmål:

- Jeg tror, jeg er blevet en smule mere dansk i dette spørgsmål, men jeg ville stadig ikke tage min søn med, konkluderer hun.

Om dissekeringen af løven i Odense

Odense Zoo dissekerer en 9 måneder gammel hanløve torsdag klokken 12.

Løven blev aflivet i februar. Den blev aflivet, fordi den var i overskud og ikke kunne afsættes til andre zoologiske haver. Den kunne heller ikke blive i Odense, da den udgjorde en risiko for indavl.

Odense Zoo afliver op til 10 dyr om året. Aflivningen foretages af en dyrlæge.

Odense Zoo forventer at et par hundrede gæster vil overvære dissektionen. I alt kommer der – afhængigt af vejret – 1.500 til 2.000 gæster i løbet af hele dagen.

Zoologerne forklarer, mens dyret skæres op, og der vil blive fremvist hjerte, lunger, og andre legemsdele.

Kilde: Odense Zoo

Derfor viser TV 2 løve-opskæring

Nyheden om, at Odense Zoo midt i efterårsferien, foran publikum, har planlagt at dissekere en løve, er nået langt ud over landets grænser. Flere steder har planerne vakt forargelse og vrede – som det også var tilfældet, da København Zoo skar giraffen Marius op. For Odense Zoo er sagen meget enkel: Zoologiske havers opgave er bl.a. at  formidle viden om dyr, herunder dyrs anatomi.

Også TV 2 Nyhedernes opgave er at formidle viden. Herunder viden om, hvordan publikum – og det gælder også de undrende udenlandske medier - reagerer i morgen i Odense Zoo. Derfor vil vi være der og dække begivenheden.