Samfund

Statsligt IT-system forsinker refusion til håndværksmestre

Hundredvis af håndværksmestre landet over har i månedsvis ventet forgæves på, at AUB - Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag - refunderer udgifter, som mestrene har haft ved deres lærlinges ophold på skolehjem, skriver Licitationen.

En af dem, der har mistet tålmodigheden, er tømrermester Martin Jakobsen fra Tarm.

Han har en lærling, der bor så langt fra erhvervsskolen, at han er berettiget til at bo på skolen i forbindelse med skoleperioderne.

Ikke befordrende

Tømrermesteren betalte i februar knap 10.000 kroner til Herningsholm Erhvervsskole og skal efter regler, der blev indført 1. januar i år, have pengene refunderet af AUB.

Han venter imidlertid stadig og har henvendt sig til Undervisningsministeriet.

- Det kan ikke være rigtigt, at man skal lægge ud i adskillige måneder. Det er ikke befordrende for lysten til at tage lærlinge, siger Martin Jakobsen.

Styrelsen for IT og Læring under Undervisningsministeriet oplyser til Licitationen, at systemet, der skal understøtte refusionen, først nu er ved at være klar.