Samfund

Demokratibevægelse hædret med Nobelpris

Demokratibevægelsen "Den tunesiske dialogkvartet” modtog Nobels fredspris 2015 for sin centrale rolle i det arabiske forår. Det oplyste Nobelkomitéens nye leder, Kaci Kullmann Five, på Nobelinstituttet i Oslo. Kvartetten blev dannet i 2013.

Prisen tildeles for bidraget til at opbygge demokrati i Tunesien i kølvandet på Jasminrevolutionen i 2011, lyder begrundelsen.

På forhånd var den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og pave Frans blandt favoritterne hos eksperter til at modtage prisen.

Sidste år modtog den pakistanske skolepige Malala Yousafzai prisen for sit arbejde for alle børns ret til uddannelse. Hun delte prisen med den 60-årige indiske børnerettighedsforkæmper Kailash Satyarthi, der blev æret for sin kamp mod børneslaveri.

Prisen i 2015 skal også ses som en opmuntring og en inspiration til andre lande i en svær tid, lyder motivationen fra komiteen.

- Tunesien står over for betydelige politiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige udfordringer. Den norske Nobelkomitee håber, at dette års pris vil bidrage til at sikre demokratiet i Tunesien og være en inspiration for alle dem, der vil fremme fred og demokrati i Mellemøsten, Nordafrika og resten af verden, skriver Nobelkomiteen i dets begrundelse.

Samtidig vil Nobelkomiteen hylde det mod, der lå bag dannelsen af kvartetten, da den blev til på et svært tidspunkt:

- Hvor demokratiseringsprocessen var i fare for at kollapse som følge af politiske drab og udbredt social uro. Kvartetten etablerede et alternativ, en fredelig politisk proces på et tidspunkt, hvor landet var på randen af borgerkrig.

Den tunesiske dialogkvartet består af:

Arbejdsunionen med lederen Houcine Abbassi i spidsen(billedet), det tunesiske forbund for industri, handel og håndværk, den tunesiske menneskerettighedsliga, og den tunesiske samling af advokater.

Tv2.dk livedækkede begivenheden. Læs om udnævnelsen minut for minut nedenfor.

Nobelprisen

Nobelprisen blev oprettet på grundlag af opfinderen og videnskabsmanden Alfred Nobels testamente. Nobel er mest kendt for at have opfundet dynamitten.

  • Prisen uddeles inden for seks kategorier: 
  • Medicin
  • Fysik
  • Kemi
  • Litteratur
  • Fred
  • Økonomi

Hver pris består af en medalje, et personligt diplom, et tilbud om svensk statsborgerskab og penge. Prissummen er på 10 millioner svenske kroner.

I henhold til Alfred Nobels testamente blev Nobelstiftelsen oprettet i 1900 med en forvaltningskapital på godt og vel 30 millioner kroner. I dag er stiftelsen god for over tre milliarder svenske kroner.

Kilde: Nobel.org, Ritzau.