Samfund

Flaskesamler vil ikke være i Danmark: Hjælp mig hjem til Afrika

I 2010 satte nigerianske Kingsley Okoro livet på spil, da han rejste med smuglere gennem Sahara og som flygtning krydsede Middelhavet i en gummibåd i jagten på et bedre liv i Europa.

Undervejs på rejsen satte han flere gange livet på spil - og mens mange af hans medrejsende måtte lade livet på rejsen, lykkedes det Kingsley Okoro at nå til Danmark. Men fem år senere er drømmen om et bedre liv i Danmark ikke gået i opfyldelse - og nu har Kingsley Okoro en ny drøm: At vende tilbage til Nigeria og blive genforenet med sin søn. 

Det fortæller han i Go' Morgen Danmark mandag. 

- Livet i Danmark har givet mig blandede følelser. Danmark i sig selv er ikke problemet. Folk er meget venlige. Problemet er, at jeg ikke er i stand til at tilpasse mig i systemet, siger han.

- Jeg vidste ikke, at det var så svært at få det, som man ville i Europa. Jeg troede, der ville gå et par måneder, så ville jeg få et hus og en bil. Men det tager tid. 

Et tilfældigt møde på gaden

Han får nu hjælp af journalist på Radio24syv, Asger Juhl, som sidste år tilfældigt mødte Kingsley Okoro på gaden. Siden har Kingsley Okoro af og til overnattet hos ham og hans familie.

Asger Juhl har forsøgt at skaffe papirer til Kingsley Okoro, han har forsøgt at skaffe ham arbejdstilladelse - men det har været fuldstændig umuligt, fortæller Asger Juhl.

- Når de her uregistrerede flygtninge bliver syge, kan de ikke få hjælp. De er ikke engang på bunden af samfundet. De er under bunden af samfundet, siger han. 

Asger Juhl har nu startet en indsamling, hvor målet er at skaffe 125.000 kroner, så Kingsley Okoro kan vende hjem til sin femårige søn i Nigeria. Her vil Kingsley Okoro starte en madbod, så han kan forsørge sin søn. Hvis han derimod vender tomhændet hjem, frygter han, at lokalsamfundet vil slå hånden af ham. 

Drømmer om et normalt liv

For 125.000 kroner kan man forsørge 500 familier i måned eller give 400 familier husly, oplyser Dansk Røde Kors. Så hvorfor hjælpe Kingsley Okoro?

- Når man ser en på gaden, hvor man bor, så får jeg i hvert fald lyst til at hjælpe, siger Asger Juhl. 

I mellemtiden drømmer Kingsley Okoro om et normalt liv. Men han ved ikke, hvordan det skal kunne lade sig gøre - hvis han ikke har et arbejde.

- Ellers må jeg bare blive her. For så kan jeg i det mindste købe mad til min søn. Selvom jeg ikke kan give ham en uddannelse, siger han.

Du kan støtte Kingsley via indsamlingen her.