Samfund

Har du undret dig: Derfor er musikken altid så høj hos Joe & the Juice

Det kan godt være, at de sælger juice, sandwich og kaffe, men kunder bliver heller ikke snydt for tunge beats, der kan få kroppen til at mærke bassen i lyden.

Den høje musik hos succesforretningen Joe & the Juice er ikke noget tilfældigt, der er opstået hos de friske unge mænd bag baren, når de har fingrene på juicepresseren.

Det er nemlig en bevidst strategi, forklarer stifteren af juice-kæden Kaspar Basse. Det afslørede han over for TV 2 ved åbningen af den første Joe & the Juice i New York torsdag.

- Vi kalder det engang i mellem omsætningsknappen, for sandheden er, og mange bliver sure over at høre det her, at jo mere vi skruer op, jo mere omsætter vi, siger han til TV 2.

Joe & the Juice har udviklet sig fra at være et rent dansk foretagende til at rumme 112 steder i hele 10 lande. Men nu er en af drømmene for ejeren bag gået i opfyldelse.

- Tænk, hvis man en eller anden dag kunne lave en butik i Soho i New York. Den dag er kommet i dag, siger han.

- Fra et forretningsmæssigt synspunkt så er USA et fuldkommen mekka.

Den første juicebar blev grundlagt i 2002, og siden er det gået fremad med åbning på åbning. Og det amerikanske marked er ikke blot en engangsforseelse, forsikrer Kaspar Basse. Der er nemlig planer om endnu en café i New York.

Se reportagen fra åbningen i New York i videoen ovenfor og hør de amerikanske gæsters reaktion.