Samfund

Tilset af 42 læger på under to år: Hvordan kan det ske i dagens Danmark?

Se dokumentaren "Patienten, der fik nok" på TV 2 PLAY

Da Charlotte Nielsen blev syg i efteråret 2013, blev det starten til et langstrakt forløb, hvor hun blev mødt 42 forskellige læger i løbet af 19 måneder.

- Hver gang jeg mødte en ny læge, lød det, at "jeg har ikke lige nået at læse din journal". Jeg opgav hver eneste gang og tænkte, åh nej ikke igen, fortæller Charlotte Nielsen til TV 2.

Hendes journal afslører den lange liste af hospitalsbesøg, uden at hun fik en endelig afklaring på smerterne. Da smerterne var værst, anslår Charlotte Nielsen, at hun 99 procent af tiden lå ned på et varmetæppe og spiste piller.

- Hvordan kan det ske?

Charlotte Nielsen har primært været tilknyttet Aalborg Universitetshospital. Her arbejder man på, at hver patient har én læge, der er overordnet ansvarlig for forløbet, og derfor mener lægefaglig direktør, Morten Noreng, også at 42 læger principielt er for meget. Det siger han til TV 2.

Undervejs i forløbet kom Charlotte Nielsen også til Odense Universitetshospital, hvor hun blev mødt af læge og professor Lars Lund, der satte skub i sagen. Han mener, at 42 læger er alt for mange, og at fejlen skete i begyndelsen af forløbet.

- Man kunne måske have løst hendes problemstilling ved at have været lidt mere grundig i starten, siger Lars Lund.

I marts i år blev Charlotte Nielsen opereret for arvæv på bækkenet, og efter en fire timers operation var 19 måneders smerter væk.

- Jeg blev sat på pause i to år på grund af noget så simpelt som arvæv, og det er svært at forstå, at det kan ske i dagens Danmark, siger Charlotte Nielsen.

Artiklen fortsætter under videoen...

Minister vil have mere kontinuitet

Charlotte Nielsens historie er den seneste i rækken, efter TV 2 de seneste dage har sat fokus på svigt i sundhedssystemet. Torsdag kunne TV 2's journalist i dokumentaren "Patienten, der fik nok" fortælle, hvordan han blev tilset af 21 forskellige læger i løbet af en indlæggelse på bare 27 dage.

Samme aften kunne patienten Poul Hansen fortælle, hvordan han blev kastet rundt mellem fem forskellige hospitaler og måtte igennem 23 hospitalsbesøg, før han fik stillet den rigtige diagnose.

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) siger fredag aften til TV 2, at det lyder "helt uhyrligt" at skulle tilses af så mange læger på så kort tid. Samtidig er det en hamrende ineffektiv måde at drive sundhedsvæsenet på, lyder det.

- Det er vigtigt, at patienterne ikke er kastebolde i vores sundhedssystem, og derfor har de også krav på, at vi skaber nogle langt mere sammenhængende forløb for den enkelte, siger Sophie Løhde.

Ministeren afviser at problemet kan forklares med, at man fra politisk side har trukket en masse krav ned over sundhedsvæsenet, uden at der er fulgt penge med.

- Jeg synes, at det her i høj grad handler om kultur på sygehusene. Vi må sige, at det ikke er i orden, at man bare på den måde sender patienterne videre. Der må vi sørge for, at der bliver taget større ansvar for den enkelte patient og skabt noget mere kontinuitet, siger Sophie Løhde.

I en Megafon-måling foretaget for TV 2 svarer mere end hver femte danske patient, at de oplever at blive behandlet af ”for mange forskellige læger”, når de er på sygehuset. 

Danskernes dårlige oplevelser med sundhedsvæsenet

Signe

Signe

- Jeg er blevet kastet rundt i systemet

I halvandet år har 27-årige Signe Offersen fra Skærbæk i Sønderjylland levet i et smertehelvede med uoverskuelige konsekvenser. Og hun føler sig godt og grundigt latterliggjort af det danske sundhedsvæsen.

Det startede i marts 2014, og lige siden har Signe Offersen haft stærke smerter i venstre side af maven. Hun forklarer selv, at det føles som meget dybe sidestik, der gør så ondt, at hun har oplevet at besvime af ren smerte.

Signe Offersen har været til utallige undersøgelser, men mødet med det danske sundhedssystem har været alt andet end en god oplevelse for Signe, der er mor til en syvårig dreng.

- Jeg er blevet kastet rundt i systemet mellem fem sygehuse (Aabenraa, Give, Grinsted, Esbjerg og Aarhus, red.), og kun én gang har jeg oplevet at blive tilset af den samme læge. Jeg tror efterhånden at der har været 15 læger indover, og hver gang er det som at starte forfra.

Undersøgelser om og om igen
- Det undrer mig at sygehusene ikke taler sammen. Når jeg for eksempel har fået foretaget en undersøgelse i Aabenraa, så har de senere hen ikke kunnet bruge den i Esbjerg, fordi de ikke har samme system, og så skal den laves igen fortæller Signe Offersen, der blandt andet har fået foretaget op til flere ultralydsskanninger og MR-skanninger.

Og efter halvandet år har hun endnu ikke fået en afklaring i forhold til de konstante smerter, der gør at hun kan knap kan passe sit barn og sit job som pædagog. Signe Offersen føler sig pinligt berørt, når hun fortæller, at hun ofte ikke kan forlade sit hjem, fordi hun flere gange ikke har kunnet holde på sin afføring.

Men på alle fem sygehuse, hvor hun har været til undersøgelser er beskeden stort set den samme. ”Vi kan ikke se, at du fejler noget – tag noget mere morfin”.

Griner de ad mig?
- Jeg føler, at der bliver grinet ad mig, og hele den her sag har påvirket mig psykisk. Der er tidspunkter, hvor jeg tror, at det er mig, der er problemet, at jeg bare er en hypokonder. Men mine smerter er ikke til at tage fejl af, det gør så vanvittigt ondt, og jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke bliver taget seriøst, siger Signe Offersen.

Fremtiden er uvis for Signe Offersen. Hun er bange for at blive fyret fra sit arbejde på grund af for mange sygedage, og hun er nervøs for, om hun kan være nok tilstede for sin søn. Signes mor, søster og kæreste, som hun ikke bor sammen med er på skift hjemme hos hende for at hjælpe til.

- Jeg håber, at jeg snart kan blive rask, men det tager hårdt på mig, og det er heller ikke holdbart, at jeg konstant får at vide, at jeg skal øge min dosis af smertestillende piller, når jeg ringer til lægen. Jeg har altid været en glad og udadvendt person, men ingen kan se det i mig mere, siger Signe Offersen.

Foto: Privat

Anne-Mette

Anne-Mette

- Hofteoperation var tæt på at koste mig livet

Anne-Mette Søtrop er kræftpatient og førtidspensionist. I dag sidder hun i kørestol og kan på en god dag gå 500 meter - med hjælpemidler.

Men sådan behøvede hverdagen ikke have været for den 48-årige kvinde fra Sønderjylland. Hun elskede sit arbejde som SOSU-medarbejder og var meget aktiv, indtil en hofteoperation på Odense Universitetshospital gik gruelig galt.

Historien daterer sig tilbage til slutningen af 2013, hvor Anne-Mette Søtrop skulle have en ny hofte i højre side, da man havde fundet en kræftknude i selvsamme hofte.

På dagen for den planlagte operation var Anne-Mette Søtrop mere end almindeligt uheldig. På vej i taxaen mod OUH får hun bøjet sig så uheldigt forover, at hoften brækker. I store smerter bliver hun hentet af en ambulance og kørt til Aabenraa Sygehus, og senere bliver hun så transporteret videre til OUH, hvor hun dermed ankommer forsinket til operationen.

Anne-Mette Søtrop får lov til at vente en time i modtagelsen i store smerter, da hun ikke har fået nok smertestillende på køreturen. Hun er ikke helt til stede, og pludselig mærker hun en anden hånd. Det er en pårørende til en anden patient, der forsøger at trøste Anne-Mette. Personen kan se, at hun har brug for hjælp, og først da hun gør personalet opmærksom på det, bliver Anne-Mette tilset.

Beskidt operationsstue
Dagen efter bliver operationen gennemført – og det er gået godt, lyder meldingen fra lægerne. Da hun blev kørt ind på operationsstuen, havde hun dog lagt mærke til, at rummet var beskidt. Hun beskriver, at der lå grønne dragter smidt i hjørnet på gulvet, mens der også lå blod på gulvet under den briks, hun skulle ligge på.

Efter operationen er Anne-Mette Søtrop dog glad for den opmuntrende besked, men otte timer senere undrer hun sig lidt over, at hun ikke er kommet op at stå. Hun har ondt i benet, og har læst, at man skal op at stå, når man har fået en ny protese.  ”Det er der ikke tid til”, og det er den samme besked, hun får fra personalet, hver gang hun spørger. Hun blev opereret på en tirsdag, og nu var det fredag.

Anne-Mette Søtrop bliver nu sendt videre til Sønderborg Sygehus, og først lørdag kommer hun op på benene. Det går galt, for hun får med det samme fire blodpropper. Her fortæller en læge, at propperne skyldes, at hun har ligget for meget ned.

"Du kan dø om få dage"
En måned efter operationen er alt ikke som det skal være. Benet begynder at svede, og da Anne-Mette Søtrop får lavet en forkert bevægelse, får hun det kort efter meget dårligt. Hun indlægges akut på Aabenraa Sygehus, og man finder et alt for højt infektionstal. Situationen er meget alvorlig, for der er fundet stafylokokker i hofteprotesen, som ifølge lægen kun kan være kommet ind med protesen i forbindelse med operationen på OUH.

”Den protese skal ud, ellers dør du af blodforgiftning i løbet af få dage”, lyder beskeden fra en overlæge, som heller ikke kan garantere, at Anne-Mette Søtrop overlever operationen. Hun ved ikke, om hun skulle sige farvel til sine børn og sin mand.

Det behøvede hun heldigvis ikke, men da protesen blev fjernet, blev det samtidig besluttet, at det var for risikabelt at indsætte en ny.

Efterfølgende blev Anne-Mette Søtrop kontaktet af Kræftens Bekæmpelse, der hjalp hende med at indsende en klage til Patientklagenævnet. Efter ni måneder fik hun afslag med begrundelsen, at hun havde kræft i forvejen.

Siden valgte hun ikke at anke afgørelsen. Hun ville bare have fred, men tilliden til det danske sundhedsvæsen ligger i dag på et meget lille sted, og Anne-Mette Søtrop er med egne ord ”hunderæd for at blive syg igen, for hvilket sygehus ender jeg mon på”. 

Foto: Privat

Ingrid

Ingrid

Ingrids søn: Jeg fandt min mor med afføring på benet

I slutningen af maj måned skulle 80-årige Ingrid Elisabeth Jensen have foretaget en operation for kræft i underlivet. Hun blev den 27. maj. 2015 kaldt til forundersøgelse på Odense Universitetshospital (OUH), og der fik den ældre dame fra Vojens besked på at møde ind til operation dagen efter klokken 6.30.

Operationen gik godt, men herefter er det ifølge hendes søn, Tom Jensen, kun gået ned ad bakke lige siden – både med moderens helbred, men så sandelig også mødet med danske sundhedssystem.

Ved hjemkomsten til sit hjem dagen efter operationen fik Ingrid Elisabeth Jensen en blodprop. Hun blev akut kørt til Sønderborg Sygehus, hvor hun blev behandlet med blodfortyndende medicin.

Dagen efter blev hun atter sendt hjem, efter at være blevet tilset af en læge. Men blot fire timer senere gik det galt igen. Ingrid Elisabeth Jensen blev ramt af en ny blodprop, og denne gang fik det alvorlige konsekvenser. Ingrid Elisabeth Jensen var blevet alvorligt lam og kunne hverken tale eller spise.

Ingrid Elisabeth Jensen blev igen kørt akut til Sønderborg Sygehus, hvor hun lå frem til 12. juni, hvorefter hun blev sendt videre til et plejehjem i Haderslev. Familien beretter om, at der var kaos i kommunikationen, og der var ikke styr på den medicin, som Ingrid Elisabeth Jensen skulle have ifølge Sønderborg Sygehus.

Alt gik skævt i Kolding
Den 19. juni blev hun igen overført – denne gang til Kolding Sygehus, da hun skulle have en sonde indopereret, fordi hun ikke kunne få næring på andre måder, men fordi hun havde fået blodfortyndende medicin, kunne operationen alligevel ikke finde sted. Tre dage senere sagde en anden læge fra Kolding alligevel god for operationen, men det blev igen aflyst, da man i sidste ende stadig mente, at det var for farligt at gennemføre.

Sonden endte med at blive indopereret den 24. juni. Men på sygehuset glemte man at notere det i hendes patientjournal, så Ingrid Elisabeth Jensens datter selv måtte kontakte sygehuset for at få det skrevet ind.

I mellemtiden ventede en ny overraskelse. Ingrid Elisabeth Jensens plads på plejehjemmet var blevet overtaget af en anden, og hendes ejendele var blevet lagt ned i kælderen uden familiens vidende. Derfor måtte hun blive liggende på Kolding Sygehus, hvor hun tilbragte de næste uger.

Sådan behandler man ikke de syge
Her oplevede familien gentagne gange, at personalet ikke kom, når man kaldte efter dem, og andre patienter antydede det samme.

- Det er bare ikke godt nok. Sådan behandler man ikke patienter, der hverken kan tale eller ringe efter hjælp. Vores mor er total afhængig af personalet. På et tidspunkt gik jeg ind på kontoret for at finde hjælp til min mor, der havde svært ved at trække vejret. Der sad fire sygeplejersker, men de afviste mig med den begrundelse, at det ikke var deres stue, fortæller Tom Jensen.

- En dag kom vi og fandt vores mor placeret i en kørestol uden noget tæppe omkring sig. Hun havde afføring ned af benet, og der blev det for meget for os. Vi indkaldte afdelingssygeplejersken til et møde, hvor vi fortalte om vores oplevelser, og hun lovede, at følge op på det. Jeg synes bare ikke, der skete noget, og jeg fornemmede, at hun ikke helt vidste, hvad der foregik i hendes afdeling, siger Tom Jensen.

I dag har Ingrid Elisabeth Jensen fået en plads på et plejehjem i Vojens.

- Der ligger hun som en grøntsag, der er desværre ingen bedring, siger hendes søn Tom Jensen.

Foto: Privat

Emma

Emma

- Jeg føler mig glemt og overset

19-årige Emma Riis fra Munkebo på Fyn har i mange år haft store smerter i sine knæ trods sin unge alder.

Men oplevelserne med det danske sundhedsvæsen står for hende ikke mål med de smerter, hun dagligt slås med.

Gennem de seneste syv år har hun været til diverse undersøgelser – både på Odense Universitetshospital og Middelfart Sygehus - uden at hun dog på noget tidspunkt har fået svar på, hvad der kan være galt med hendes knæ.

- Det er temmelig frustrerende. Jeg ved snart ikke, hvor mange gange en ny læge har set på mig og hvor mange af de samme undersøgelser og skanninger, jeg har været igennem. Det er som at starte forfra hver gang, og så kommer man ikke rigtig videre, siger Emma Riis.

Får ingen forklaring
Tilbage i maj måned i år fik Emma Riis besked på, at hun snart ville få en tid, men da hun her i september endnu ikke havde modtaget en indkaldelse, kontaktede hun selv OUH for at få en tid. Hendes henvendelse hjalp, for snart skal hun ind til en ny undersøgelse, men Emma Riis forstår ikke, hvorfor det dels tager så lang tid, og hvorfor hun ingen informationer eller forklaringer har fået.

- Jeg føler mig overset og glemt. Når jeg henvender mig og fortæller, at jeg har meget ondt, så er det jo ikke for sjov, men jeg føler slet ikke, jeg bliver taget seriøst, og der er vel også en grund til at min egen læge, bliver ved med at sende mig videre i systemet, siger Emma Riis.

Må leve med smerterne
Emma Riis, der blev student i sommer, og som både dyrker dans og styrketræning, er aldrig blevet opereret. Lægerne mener at hun stadig er for ung, hvilket hun også er enig i, men hun ønsker snart, at hun kan blive taget seriøst og få et ordentligt svar på, hvorfor hun må trækkes med de mange smerter, som gør hendes hverdag besværlig og sætter en dæmper på hendes liv og fritidsinteresser.

- Jeg har efterhånden indstillet mig på, at jeg må leve med det resten af livet, og jeg har også lært at leve med smerterne. Jeg håber naturligvis, at det en dag bliver bedre, men jeg tror ikke rigtig på det længere.

Foto: Privat

Anna Maria

Anna Maria

Sygehuse forstår sig ikke på diskretion

62-årige Anna Marie Tronhaven har været indlagt flere gange, blandt andet syv gange på den samme afdeling på Aalborg Sygehus. Hun oplever, at sygehusene har problemer med at udvise den fornødne diskretion på patienternes vegne.

- Jeg synes det er grænseoverskridende at blive undersøgt på gangen i modtagelsen. Jeg har oplevet at få taget en EKG (en hjerterytmemåling, red.) på gangen, mens andre patienter, Falckreddere og andre gik forbi. Det krænkede min blufærdighed at ligge der i bar overkrop – godt nok skjult lidt af en skærm, men alligevel, fortæller hun.

Og den manglende diskretion er ikke kun et problem ved modtagelsen, det fortsætter ifølge Anna Marie Tronhaven også på hospitalsstuen:

-Det er også problematisk, når man ligger på en firesengs-stue, at de andre patienters pårørende ikke bliver sendt udenfor døren, når der var stuegang og jeg skulle undersøges eller have samtaler med læger eller sygeplejersker. Der er selvfølgelig sat en skærm op, men den skærmer jo kun for, at de kan kigge med. De kan jo stadig lytte med.

-Jeg forstår heller ikke, at mit CPR-nummer og personlige oplysninger konstant skal udbasuneres foran andre patienter, pårørende og tilfældigt forbipasserende. Lægerne og det øvrige personale har jo tavshedspligt, men det har andre patienters pårørende jo ikke, siger hun.

Kommentar fra lægefaglig direktør på Aalborg Sygehus, Morten Nyeng:

- Alle patienter har krav på diskretion, det er helt sikkert. Det her giver mig anledning til at indskærpe endnu en gang, at vi hele tiden skal huske det.

-Jeg har selv været ude for det som almindelig borger på et andet hospital, og jeg er helt enig i, at det ikke skal være sådan.

Foto: Privatfoto

Gitte

Gitte

Ny læge ville ikke lytte

55-årige Gitte Kragh fra Nordjylland har en lang og kompliceret sygehistorie, og har blandt andet været opereret for bylder cirka 30 gange.

Derfor har hun efterhånden selv en rigtig god fornemmelse for, hvornår en byld kan behandles med penicillin og hvornår det er nødvendigt at få den skåret ud. Da hun en lørdag i maj i år gik til vagtlægen med en byld, var der derfor ikke nogen tvivl:

- Han siger, at den skal skæres i, og det var også hvad jeg selv fornemmede. Så jeg blev sendt på Sygehus Vendsyssel. Her sad jeg så og ventede tre-fire timer, før jeg kom ind til en læge. Her mente man imidlertid ikke, at der skulle skæres i bylden, før jeg var blevet MR-scannes. Det protesterede jeg mod, fordi jeg aldrig ved mine 30 tidligere operationer er blevet MR-scannet først, men enden på det blev, at jeg blev sendt hjem igen efter syv timer på sygehuset.

- Samtidigt oplevede jeg en grotesk diskussion mellem lægerne om, hvem der skulle operere bylden, der sad i hofteleddet. Først kom jeg til mave-tarm-kirurgerne. De mente det var gynækologernes område. Det mente de så ikke. Så blev jeg sendt videre til ortopædkirurgerne. Men enden på det blev altså, at jeg blev sendt hjem igen.

"Så skriv det dog ned"
- Mandag havde jeg fået feber og gik til min egen læge. Og så blev jeg sendt på sygehuset igen. Her mødte jeg den samme læge, som jeg havde talt med om lørdagen. Nu ville han give mig penicillin. Jeg fortalte ham så, at jeg allerede om lørdagen havde fortalt ham, at jeg allerede havde været på penicillin i tre uger, fortæller Gitte Kragh.

Lægen svarede så, at han havde i hundredevis af patienter, og at han ikke kunne huske dem alle sammen. Og det fik Gitte Kragh til at ryge op i det røde felt:

-”Jamen, så skriv det dog ned”, sagde jeg til ham. Jeg er ikke i tvivl om, at de betragter mig som en besværlig patient, fordi jeg har så megen erfaring i sygehussystemet og derfor har klare meninger om, hvilken behandling jeg skal have, siger hun.

Konflikten blev løst ved at en anden læge blandede sig og tog kontakt til den erfarne sygehuslæge, som normalt opererede Gitte Kragh.  Og efter denne erfarne læge var blevet blandet ind i diskussionen, kom Gitte Kragh på operationsbordet i løbet af fem minutter.

- Problemet er, at selvfølgeligt skal de unge, helt nye læger uddannes, men de skal ikke stå i akutmodtagelsen og forholde sig til ting, de ikke ved nok om, siger Gitte Kragh.

Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig vicedirektør på Sygehus Vendsyssel, kommenterer på kritikken:

- Vores akutmodtagelse er bemandet døgnet rundt, året igennem, og det kræver en stor stab af forskellige læger. Derfor kan en patient ikke forvente at møde den samme læge, når behandlingen skal vurderes.

- Jeg kan ikke kommentere på den konkrete sag, men vi har flere initiativer, der så vidt muligt skal sikre, at patienter møder de samme læger og afdelinger. Vi har særlige ordninger for kroniske patienter, der har en ”åben indlæggelse”, så de kan komme direkte til deres afdeling. Og vi arbejder med ”patientansvarlige læger”, så patienten bliver set af en bestemt læge. Det er vi ved at indføre, men det er ikke sket endnu, siger Claus Brøckner Nielsen.

Foto: Privatfoto

Tanja

Tanja

Tanjas mor fik galdesten – seks måneder senere døde hun

Da 61-årige Bente Rasmussen i begyndelsen af året fik konstateret galdesten, sagde lægen, at hun skulle vente på, at det kom ud gennem urinen.

Mindre end seks måneder efter den besked blev givet, døde Bente Rasmussen.

Hendes datter Tanja Rasmussen fortæller til TV 2, at hun føler sig svigtet af et sundhedssystem, der i månederne op til moderens død ifølge hende overså flere faresignaler.

I ugerne efter Bente Rasmussen havde fået stillet diagnosen galdesten, tog smerterne i maven til. Der var ingen tegn på bedring, og derfor tog familien kontakt til hendes læge, som over telefonen udskrev smertestillende medicin.

Pillerne hjalp dog ikke Bente Rasmussen, der ifølge datteren blev mere og mere fjern og ude af stand til at registrere tid og sted. Tilstanden blevde følgende uger kun værre, og i slutningen af marts, bliver Bente Rasmussen indlagt på Kolding Sygehus.

Tanja Rasmussen fortæller, at familien her får at vide, at moderen har betændelse i blodet. En betændelse, som lægerne siger, har spredt sig fra galdestene, som mod forventning ikke er kommet ud af kroppen alligevel.

Syg igen efter udskrivning
Bente Rasmussen bliver overført til intensiv og kæmper ifølge datteren en kamp for at overleve. Herfra bliver hun senere overført til anden afdeling, og den 7. april bliver hun sendt hjem.

Lægerne på Kolding Sygehus begrunder ifølge familien hjemsendelsen med, at betændelsen i Bente Rasmussens blod er væk. En forklaring, som familien dog ikke giver meget for, eftersom moderen fortsat virker meget konfus og bleg.

I ugerne efter udskrivelsen får Bente Rasmussen det ikke bedre. Hun kan ikke mærke, hvornår hun skal af med urin og afføring og kan ikke genkende familien. Dateren og resten af familien forsøger via forskellige læger at få hende indlagt igen, men først da Tanja Rasmussen skifter sin mors praktiserende læge ud med en anden, kommer hun på hospitalet.

Den 11. maj bliver hun indlagt på Kolding Sygehus, hvor en anden læge kan se, at der igen er betændelse i Bente Rasmussens blod. Hun bliver overført til Odense Universitetshospital, hvor lægerne kan konstatere, at betændelsen har spredt sig og gjort skade på flere indre organer.

Bente Rasmussen dør på Odense Universitetshospital to uger efter den anden indlæggelse. Årsagen er ifølge Tanja Rasmussen organsvigt forårsaget af den betændelse, som er udgået fra galdestenen.

- Jeg er ked af at sige det, men det har været et stort rod. Der har været svigt hele vejen igennem, og jeg stadig ikke kommet mig, siger Tanja Rasmussen til TV 2.

Hun blev selv fyret fra sit arbejde, da hun mellem de to indlæggelser var hjemme hos sin mor for at pleje hende. Et nyt job har hun ikke fundet endnu, og lige nu går det meste af tiden med at udforme en klage til Kolding Sygehus.

- Det har ødelagt det hele, og alt min fokus er stadig på sagen, siger hun.

TV 2 har været i kontakt med Kolding Sygehus for at få en kommentar til, hvordan det kan gå til, at pårørende til en patient kan følge sig så svigtet af systemet.

Lægelig direktør på Sygehus Lillebælt Mads Koch Hansen, som Kolding Sygehus er en del af, kender ikke til den konkrete sag og vil derfor ikke forhold sig til den, han siger alligevel generelt:

- Vi er meget optaget af at lære af vores eventuelle fejl med henblik på at forbedre på vores sundhedsvæsen. Derfor vil jeg gerne opfordre de pårørende til at tage kontakt til os. Vi vil meget gerne tale med dem og gennemgå sagen, siger Mads Koch Hansen.

Foto: Tanja Rasmussen med hendes mor Bente Rasmussen

Nellie

Nellie

Da 30-årige Nellie Lund fra Kolding besluttede sig for at blive sygeplejerske, var hun overbevist om, at hun havde fundet sit kald. Udsigten til at arbejde med mennesker, yde omsorg og gøre en forskel. Virkeligheden skulle dog vise sig at blive en anden, da hun efter endt uddannelse i 2014 fik job som afløser på somatisk afdeling på Kolding Sygehus.

- Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne bidrage med det, jeg havde gået og drømt om. Der er simpelthen ikke tid til at yde den omsorg og kvalitet, som både patienter og pårørende har krav på. Jeg følte konstant, at jeg svigtede – både patienterne og mine faglige ambitioner, fortæller Nellie Lund til TV 2.

Efter jobbet som afløser fik Nellie Lund et vikariat på psykiatrisk afdeling på Kolding Sygehus. Vikariatet udløber den 1. oktober, men siden 16. september har hun været sygemeldt med stress.

- Arbejdspresset og følelsen af aldrig at slå rigtig til blev for meget. Det er skruen uden ende, for jeg er langt fra den første af mine kolleger, der er bukket under for presset. Vi var syge på skift, og så må man bare løbe endnu hurtigere for at klare arbejdsopgaverne, forklarer Nellie Lund.

Stort set kun "røde dage"
Hun fortæller videre, at man på landets sygehusafdelinger arbejder med grønne, gule og røde dage. De grønne dage indikerer, at bemandingen og opgaverne på dagen giver mulighed for lidt ekstra omsorg og pleje til patienterne. De gule dage vidner om en almindelig travl dag, hvor der kun lige er tid til at klare arbejdsopgaverne. Og så er der de røde.

- Der når du kun de allermest vigtige opgaver, og er nødt til at tilsidesætte stort set al omsorg for patienter og pårørende. I de ni måneder jeg har været på Kolding Sygehus har jeg ikke haft en eneste grøn dag, kun enkelte gule og ellers udelukkende røde dage, hvor vi har ligget vandret for at klare opgaverne, lyder det fra Nellie Lund.

De mange dage med manglende hænder har ført til en række ubehagelige episoder, der har gjort stort et indtryk på den unge sygeplejerske.

- Jeg er blevet svinet til af patienter og pårørende, der med rette har følt sig overset og glemt. Jeg har måttet samle en patient op, som havde ligget to timer på gulvet, fordi vedkommende ikke kunne nå klokkesnoren. Endelig har jeg oplevet, at flere patienter ikke har fået deres medicin til tiden, fordi der ikke har været personale nok. Det kan i sidste ende være fatalt, siger Nellie Lund og tilføjer, at patienter nogle dage ligge op til 16 timer uden at få skiftet ble.

Har ikke fortrudt - trods frustrationer
På trods af de mange frustrationer - og nu kulminationen med stress - har Nellie Lund ikke fortrudt, at hun valgte at følge sit kald og blive sygeplejerske. Selv om tanken om et mindre stresset job til en højere løn til tider kan være fristende.

- Det her er mit drømmejob. Jeg kan blive helt høj, når der en sjælden gang imellem er dage, hvor jeg føler, jeg virkelig gør en forskel. Hvor jeg rent faktisk får lov til at yde den omsorg og pleje, der i første omgang fik mig til at blive sygeplejerske, siger Nellie Lund, som kun ser en løsning på problemet:

- Flere hænder til at løfte arbejdsopgaverne, så vi ikke konstant går rundt med dårlig samvittighed og en følelse af, at vi svigter patienterne. De har krav på pleje og behandling, selv om afdelingerne mangler personale. Jeg har kun mødt kompetente, arbejdsivrige kolleger, der brænder for faget. Men vi er også kun mennesker, og er presset for stort, knækker vi nakken.

Foto: TV 2

Flemming

Flemming

Flemming fik ny hofte - og ondt i knæene

Det var ikke lige knæene, Flemming Hertzum forventede at have ondt i, da han i 2010 vågnede op efter en hofteoperation.

Han fortæller til TV 2, at formålet med operationen var at indsætte en helt ny hofte. Den del lykkedes godt nok, men siden Flemming Hertzum var under kniven for fem år siden, har knæene gjort så ondt, at han ikke har kunnet gå på dem.

En scanning året efter operationen har vist, at det er slidgigt og en revnet menisk, der er skyld i smerterne. Flemming Hertzum er blevet tilbudt at få indopereret nye knæ for at afhjælpe problemerne, men det har han sagt nej til.

- Jeg har aldrig haft problemer med mine knæ før, og så vågner jeg op efter en hofteoperation og kan ikke gå. Det hænger simpelthen ikke sammen, siger Flemming Hertzum.

Blev opereret på samlebånd
Han mener, at lægerne på Hvidovre hospital den gang havde for travlt, og at patienterne blev opereret på samlebånd. Og fra fysioterapeuterne var der heller ikke meget støtte, siger han.

På Rigshospitalet har Flemming Hertzum fået at vide, at de ikke tør begynde at operere på hans knæ, som de er nu. De er bange for, at det bliver værre, fortæller han.

Beskeden fra lægerne er, at Flemming Hertzum ikke kommer til at gå igen. Han har efter eget udsagn fået tilkendt 60.000 kroner i erstatning fra patienterstatningen for svige og smerte og 30.000 kroner, fordi han ikke kommer til at gå igen.

- Det kan ikke være rigtigt, de kan ødelægge en mands liv og spise mig af med det, siger Flemming Hertzum.

Han bor i dag i men lejlighed, hvor han kommer rundt siddende på en bækkenstol. Når han en sjælden gang bevæger sig ud, er på det på en minicrosser.

- Det er resten af mit liv, der er ødelagt. Jeg kan ikke komme ud og besøge familie og venner. Jeg har det ad helveds til. Jeg har siddet fem år foran mit fjernsyn. Det kan ikke være meningen, siger han.

Flemming Hertzum og hans advokat venter for øjeblikket på at få fri proces til at køre sagen ved domstolene.

Foto: Scanpix

Henriette

Henriette

- Jeg er målløs over, at kvindemennesket ikke lige tager manden til side.

Det siger Henriette Hansen fra Roskilde om en oplevelse i et venterum, hvor hun ventede sammen med syv andre patienter. En sekretær kom ud i venteværelset og henvende sig til at ældre mand blandt patienterne med spørgsmålet: ”Undskyld hvad er det du kommer for?”

- Så sidder den autoritetstro mand og svarer, at det er noget med vandladningen. Jeg var målløs over, at kvindemennesket ikke lige diskret tager manden til side og spørger ham der, siger Henriette Hansen.

- Det har jeg aldrig oplevet før. Det kan jo være et rimeligt intimt spørgsmål. For at det skal være løgn, så kom hun senere over til mig og spurgte om det samme. Men da var jeg forberedt, og svarede, at det havde jeg ikke lyst til at fortælle foran alle de andre i venteværelset.

- Hendes reaktion var sådan ”Nåh, nej”. Jeg tror godt hun kunne se det, da hun fik det at vide. Så vi gik lige ind ved siden af, før vi talte videre. De andre i venteværelset sad og småsmilte over situationen. Jeg synes det er mangel på respekt over patienterne, siger Henriette Hansen.

Foto: Privatfoto

Et sygt system?

  • TV 2 satte i september fokus på det danske sundhedssystem under overskriften "Et sygt system?"
  • Anledningen var dokumentarfilmen "Patienten, der fik nok", som blev vist på TV 2.
  • Både TV NEWS, TV 2 Nyhederne, tv2.dk, Go’ morgen Danmark og TV 2-regionerne fulgte op på nogle af de problemstillinger, der blev rejst i dokumentaren.
  • Hvad er dine oplevelser med det danske sundhedssystem?
  • Send dit svar til 1234@tv2.dk.