Samfund

Kræftpatientforening: Praktiserende læger er ikke rustede til opgaven

- Vi har indhentet noget, men i forhold til Norden er vi bagud, og der er meget at gøre.

Sådan siger formand for Patientforeningen Lungekræft, Lisbeth Søbæk Hansen, efter en ny stor kræftundersøgelse blandt 7,5 millioner kræftpatienter i 29 europæiske lande viser, at danske kræftpatienter fortsat har en større risiko for at dø i forhold til de nordeuropæiske lande, vi normalt sammenligner os med.

Undersøgelsen viser den gennemsnitlige chance for at overleve alle kræfttyper i Europa, og mens den femårige overlevelsesprocent for Nordeuropa er 59,6 procent, er den kun 50,9 procent i Danmark.

Formand: Vi skal diagnostisere bedre

Lungekræft er den kræftform, hvor færrest overlever, og her er det kun 44 procent, der overlever efter det første år, mens tallet efter fem år er nede på 15 procent af kræftpatienterne. Ifølge Lisbeth Søbæk Hansen er vi ikke gode nok til at screene og stille diagnosen tidligt nok.

- Vi skal være bedre til at stille diagnosen. Den nærmeste praktiserende læge møder måske to lungekræftpatienter om året og er ikke gode nok til at sende dem videre til specialister. De symptomer, man får af lungekræft, er så diffuse, hvilket gør det vanskeligt for lægerne. De er ikke rustede til opgaven, siger Lisbeth Søbæk Hansen til TV 2.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse bliver der opdaget cirka 4500 nye tilfælde af lungekræft hvert år, og der dør i gennemsnit 3672 personer af lungekræft om året.

Symptomerne på sygdommen kan blandt andet være hoste, smerter i skuldre og arme, åndenød og hæshed, lungebetændelse.

I grafikken herunder kan du ved at klikke dig rundt på kortet se den gennemsnitlige, relative overlevelsesprocent for alle kræfttyper i hele Europa. Artiklen fortsætter under kortet:

Kræftens Bekæmpelse: Ikke helt på niveau

Den europæiske undersøgelse er lavet af EUROCARE, der er det største forskningssamarbejde om kræftoverlevelse i Europa. Hele undersøgelsen bliver offentliggjort lørdag på Den Europæiske Kræftkongres i Wien i Østrig,

Den administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse, Leif Vestergaard Pedersen, fortalte fredag til TV 2, at selv undersøgelsen bygger på data fra 2007 og tidligere, så er Danmark stadig ikke på niveau med de lande, som vi normalt sammenligner os med.

- Vi er ret sikre på, at når vi ser tallene fra 2007 og frem, så går det bedre i Danmark, fordi vi har fået kræftpakker, og fordi hospitalerne har oppet sig. Men alle tal viser, at vi stadig ikke er kommet helt med, fortalte Leif Vestergaard Pedersen til TV 2.

Han peger på, at udviklingen skyldes flere ting, men at der især bør kigges på behandlingen af patienterne.

Herunder kan du se danske kvinder og mænds chancer for overlevelse i forhold til de andre nordiske lande

Kræftformer med høj overlevelsesprocent

Sådan er den relative overlevelsesprocent fem år efter diagnosticering i Europa:

  • 82 procent for brystkræft (74 procent i Østeuropa, 85 procent i Nordeuropa)
  • 57 procent for tarmkræft (49 procent i Østeuropa og 61 procent i Centraleuropa)
  • 56 procent for endetarmskræft (45 procent i Østeuropa og 60 procent i Centraleuropa)
  • 83 procent for hudkræft (74 procent i Østeuropa og 88 procent i Nordeuropa)
  • 83 procent for prostatakræft (72 procent i Østeuropa og 88 procent for Centraleuropa)