Samfund

Dronningen vil møde Andreas Mogensen på Amalienborg

Astronauten Andreas Mogensen har allerede modtaget en del hilsner og lykønskninger, efter at han natten til lørdag landede på fast grund igen efter sin tur i rummet.

Blandt dem var også en hilsen fra dronning Margrethe, der via den danske ambassadør i Moskva har overbragt den første dansker i rummet en invitation til at gæste Amalienborg.

Kongehuset skriver på sin hjemmeside, at ambassadøren afleverede følgende budskab efter landingen:

- Hendes Majestæt Dronningen har bedt mig overbringe sin hjerteligste hilsen og lykønskning efter den vellykkede rumfærd.

- Dronningen har givet udtryk for ønsket om at modtage Dem i København, så snart der er mulighed herfor.

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår modtagelsen kan finde sted.

Næste opgave for Andreas Mogensen bliver et internationalt pressemøde i den tyske by Köln. Det foregår lørdag eftermiddag.

BLÅ BOG: Den danske astronaut Andreas Mogensen

Den 38-årige rumfartsingeniør har taget sin hoveduddannelse i USA, hvorfra han har en ph.d. i rumfart.

Den danske astronaut Andreas Mogensen har i mere end 10 år målrettet uddannet sig mod den mission, som han afsluttede natten til lørdag, da han sikkert landede i Kasakhstan efter 10 dage i rummet.

  • Navn: Andreas Enevold Mogensen
  • Alder: 38 år
  • Født: 2. november 1976, København
  • Bopæl: Köln, Tyskland
  • Nationalitet: Dansker
  • Uddannelse:

- 2009: Optaget i ESA's astronautkorps

- 2007: Ph.d.-grad i rumfart fra University of Texas

- 1999: Civilingeniør fra Imperial College i London

  • Karriere:

- 2015: Første dansker i rummet

- 2009-nu: Medlem af ESA's astronautkorps

- 2007-2008: HE Space Operations i Tyskland

- 2004-2007: Forskningsassistent og underviser på institut for rumfartsingeniører på University of Texas

- 2001-2003: Vestas i Danmark

  • Civilstand: Gift og far til en pige
  • Fritidsinteresser: Rugby, basketball, squash, dykning, faldskærmsudspring, surfing, kajakroning og bjergbestigning

Kilder: ESA, Ingeniøren og Den Store Danske