Samfund

Politichef om frit lejde: Vi handler fuldstændig efter bogen

Politiet vil fortsætte med at lade flygtninge rejse gennem Danmark, sådan som man har set det ske i dag i Padborg og i Rødby.

- Det er fuldstændig efter bogen. Det er sådan, vi har valgt at gøre, og det er sådan, vi vil fortsætte med at gøre, siger rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg torsdag på et pressemøde om flygtningesituationen.

Ifølge rigspolitichefen har myndighederne ikke kunnet tvinge de mange flygtninge og migranter til at lade sig registrere.

- Reglerne i Danmark er således, at vi kan tilbageholde udlændinge i tre gange 24 timer.

- Det er vores vurdering, at vi har skullet løslade folk løbende i takt med, at fristerne er udløbet, siger rigspolitichefen.

Han mener også, at det er i overensstemmelse med reglerne i EU ikke at tage fingeraftryk fra dem, der ikke vil søge asyl.

- Vi arbejder fuldstændig efter internationale forpligtelser. Det er vores forpligtelse at tage fingeraftryk, når folk søger asyl. Dem, der ikke søger om asyl, beder vi om navn, siger han.

Siden i går morges er der kommet omkring 1000 indrejsende flygtninge og migranter, mens der siden søndag morgen er kommet 3200 i alt, oplyser Rigspolitiet.