Løkke: 668 personer har søgt asyl i Danmark
668 ud af omkring 3200 flygtninge og migranter har søgt om asyl i Danmark siden søndag, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til pressen efter et ekstraordinært møde om flygtningesituationen.
Dermed er der tale om cirka 2500 personer, der ikke har søgt asyl, og som nu har fået frit lejde af politiet til at fortsætte deres rejse gennem Danmark.
De mange personer, der ikke har ønsket at søge asyl i Danmark, ønsker at rejse videre til Sverige og andre nordiske lande.
Der er dog ikke lavet en aftale om modtagelse af de mange flygtninge med Sverige, skriver Justitsministeriet.
Til trods for det traf Rigspolitiet torsdag morgen en beslutning om, at de ikke kunne tilbageholde de frihedsberøvede flygtninge i Rødbyhavn og Padborg længere.
Ifølge loven må man maksimalt frihedsberøves i tre gange 24 timer, inden man skal fremstilles for en dommer, og derfor valgte politiet at give flygtningene frit lejde til at rejse videre.
Det eneste, Rigspolitiet har registreret, er de rejsendes navn.
Sverige har modtaget 686 asylansøgninger
Den svenske pendant til Udlændingestyrelsen, Migrationsverket, oplyser torsdag til Ekstra Bladet, at de svenske myndigheder i Malmø fra og med søndag har modtaget 686 asylansøgninger.
Malmø er det eneste sted i Sydsverige, hvor man kan søge asyl.
Ansøgningerne fordeler sig på 71 ansøgninger søndag, 177 mandag, 211 tirsdag og 227 ansøgninger onsdag.
Knap halvdelen af dem, der har søgt asyl i Sverige fra og med søndag, er syrere, viser tallene fra Migrationsverket.
Danmark har siden søndag modtaget 668 asylansøgninger ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Der er i den periode ankommet 3200 migranter og flygtninge til Danmark.