Samfund

Frivillige på Hovedbanegården: Derfor hjælper vi flygtningene

Københavns Hovedbanegård er i øjeblikket mere end bare en banegård.

Mandag har adskillige frivillige nemlig etableret et impulsivt modtagelsescenter for de mange flygtninge og migranter, der er på deres vej op gennem Danmark.

Her bliver de nyankomne flygtninge forsynet med de vigtigste fornødenheder og får hjælp til at orientere sig – blandt andet med at komme videre med toget til Sverige, som langt størstedelen ønsker det.

En af dem, der er mødt op for at hjælpe, er Lubna Arif. Hun er her for at udvise medmenneskelighed.

- De mennesker, der er kommet hertil fra Syrien, de er gået gennem ild og vand. Det mindste, vi kan gøre, er at hjælpe dem her i dag. Vi burde hjælpe endnu mere, og vi burde have hjulpet de her mennesker lang tid før. Men når det ikke er sket, er det er nu godt, at vi så kan hjælpe dem i dag, siger Lubna Arif.

Hun fortæller, at det gør hende glad at se, at der er så mange mennesker, der er mødt op for at hjælpe. Folk med alle mulige forskellige nationaliteter.

Hun er dog glad og ked af det på samme tid. Hendes øjne bliver blanke ved tanken om de små flygtningebørn.

- Jeg har selv børn, så jeg kan kun forestille mig, hvordan det må være for de her familier, der har deres små børn med. Jeg har ikke ord for det. Jeg føler med dem, siger Lubna Arif, mens hendes stemme slår sprækker.

Nogle af de frivillige er organiseret i grupper på Facebook, andre er mødt spontant op for at hjælpe og yde deres bidrag. Nogle sørger for at ordne madpakker, andre agerer tolke og bindeled mellem de frivillige og flygtningene, og en læge sidder klar til at yde hjælp med medicin, og hvad der ellers måtte være brug for.

Lige ved at misse toget af bare taknemmelighed

En af dem, der har været med til at orkestrere hjælpen til flygtningene, er Ditte Bloch Noer. Hun er med i gruppen 'Welcome to Denmark'.

Hun har med bedste evne forsøgt at kordinere de forskellige opgaver, således at flygtningene har kunnet få den bedst mulige hjælp. Hun fortæller, at det var ret kaotisk, da det første tog med flygtninge ankom i morges, men at de frivillige i fællesskab har ydet en fantastisk indsats i at få hjulpet så mange som muligt.

- Vi hjælper dem med mad og diverse fornødenheder. Og så hjælper vi dem med at komme med det rigtige tog, siger Ditte Bloch Noer.

Hun fortæller også, at hjælpen er blevet vel modtaget.

- De bliver fuldstændig overvældet. Nogle når nærmest ikke med toget, fordi de har brug for at kramme de mennesker, som hjælper dem herinde. Det er meget rørende at se, hvor glade de bliver for den hjælp, de får, siger Ditte Bloch Noer.

I videoen herunder kan du se Ditte Bloch Noer fortælle om dagens oplevelser.