Nægter at forlade tog i Rødby: Her sender de besked til Danmark fra ruden

16x9
"Not Denmark" (Ikke Danmark) lyder beskeden fra de flygtninge, der nægter at forlade deres tog i Rødbyhavn Foto: TV 2

De omkring 200 flygtninge og migranter, der sidder i to tog på stationen i Rødbyhavn, vil ikke blive i Danmark. Det gør de helt klart med hjemmelav

De omkring 200 flygtninge og migranter, der sidder i to tog på stationen i Rødbyhavn, vil ikke blive i Danmark.

Det gør de helt klart med hjemmelavede skilte, som de holder op i togvinduerne.

”Not Denmark”, lyder teksten.

Andre skilte siger ”Sweden”.

De 200 flygtninge sidder i to forskellige tog, som de nægter at forlade – netop fordi de ikke ønsker at blive registreret af de danske myndigheder og dermed kan se frem til en fremtid som flygtninge i Danmark. De ønsker i stedet at få lov til at fortsætte til Sverige og søge asyl der.

Danmark eller Tyskland, men ikke Sverige
Politiet i Rødby har imidlertid gjort det klart for de 200 mennesker ombord på toget, at det ikke er en mulighed.

- De kan ikke komme direkte videre til Sverige, sådan som de ønsker det. Politiet går ind i togvognene med tolke og forklarer folk om reglerne og om, hvorfor de ikke kan blive sendt videre. Flygtningene får valget mellem at lade sig registrere i Danmark eller blive sendt tilbage til Tyskland, fortæller TV 2’s medarbejder i Rødbyhavn Marie Rønde.

Dermed er situationen tilsyneladende gået i hårdknude. Det første tog ankom til Rødbyhavn med færgen fra Tyskland ved midnatstid med flere end 200 flygtninge om bord. De fleste valgte at lade sig transportere til det danske modtagecenter i Rødby, mens omkring 100 nægtede at forlade toget.

Onsdag formiddag kom så endnu et tog, der nu også står ved perronen med andre 100 flygtninge, som ikke ønsker at lade sig registrere.

Færge venter udenfor Rødbyhavn
Tidligt onsdag eftermiddag er et tredje flygtningetog nu på vej til Rødbyhavn. Ifølge Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi forventes den næste færge fra Tyskland at have omkring 100 flygtninge ombord.

Færgeselskabet Scanlines oplyser imidlertid til TV 2, at færgen ikke har fået lov til at lægge til i færgelejet. Derfor venter færgen indtil videre lige uden for Rødbyhavn.

Kommunikationschef Anette Ustrup Svendsen fra Scanlines siger til TV 2, at politiet har bedt færgen om at vente med at gå i havn, fordi man ikke har ressourcer til at håndtere et tredje flygtningetog på stationen i Rødbyhavn.

Se nedenfor en gennemgang af, hvilke regler der gælder, når flygtninge eller migranter registreres af de danske myndigheder:

Visitation

Betjenten skal visitere flygtningen. Blandt andet identitetsdokumenter beslagslægges til asylsagen.

Tjekke registre

Betjenten foretager forespørgsler på flygtningen i diverse registre. Blandt andet Schengen Informationssystem og Det Centrale Kriminalregister.

Oprettelse af asylsag

Betjenten skal oprette en asylsag for flygtningen i POLSAS.

Fingeraftryk

Flygtningen får taget fingeraftryk til det fælles europæiske asylfingeraftrykssystem, Eurodac.

Billede til fotoregister

Flygtningen får taget et billede af sig selv til nationalt fotoregister.

 Sådan går det faktisk, når flygtningene møder danskerne:

Danskernes møde med flygtninge

 

FAKTA: Så mange migranter kom til Danmark mandag

  • Politiet anslår, at mellem 825 og 850 migranter og flygtninge kom til Danmark mandag.

    Mandagen igennem har politiet ved den danske grænse modtaget flere hundrede migranter og flygtninge, der har krydset grænsen.

    Ifølge en rundringning til politikredse på ruten mellem Tyskland og Sverige anslår politiet, at der mandag ankom mellem 825 og 850 migranter og flygtninge til Danmark.
  • Her er, hvad politikredsene anslår, de har modtaget:

    Sydsjælland og Lolland-Falster Politi: 560-570.

    Syd- og Sønderjyllands Politi: 255-270. Heraf er op imod 20 samlet i et tog, der holder på Padborg station. De nægter at komme ud, fordi de ikke vil registreres i Danmark.

    Københavns Politi: 9

    Fyns Politi: 1
  • Søndag ankom 234 migranter og flygtninge til Rødby på Lolland. Dermed anslår politiet der, at de i Rødby har modtaget omkring 800 de sidste to dage. Omkring 300 af dem, anslår politiet, befinder sig forskellige steder på Lolland, nogle af dem er på vej til Sverige.

    Mandag eftermiddag var 160 af de registrerede migranter og flygtninge ankommet til Center Sandholm - bedre kendt som Sandholm-lejren.
  • Kilder: Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Fyns Politi, Københavns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og Københavns Omegns Politi.