Samfund

Røde Kors: Over 1000 har tilbudt hjælp til flygtninge

Flere end 1000 danskere har tirsdag ringet ind til Dansk Røde Kors for at tilbyde deres hjælp til de mange flygtninge og migranter, der de seneste dage har krydset grænsen til Danmark.

- Folk spørger, hvad de kan gøre i især Rødby og Padborg, hvor flygtningene ankommer. Vi er meget rørte over, at folk ringer og spørger så desperat, hvordan de kan hjælpe, siger Jesper Bertelsen, leder i Røde Kors' nationale supportafdeling.

Ifølge ham har mange danskere pakket biler med ting, de har samlet sammen i nabolaget. Nogen har bagt boller eller købt en masse brød, som man vil donere til flygtningene.

- Det er helt vildt, så meget kreativitet, der bliver udvist her, siger han til Ritzau.

Ikke mere brug for mere tøj, mad eller bamser

Tidligt tirsdag aften har Røde Kors dog meddelt de hjælpelystne danskere, at der ikke er brug for hverken mere tøj, mad eller bamser.

- Lige nu har vi rigeligt. Der er faktisk ikke brug for mere. Og når vi siger det til folk, der ringer ind, så bliver de altid enormt glade og overraskede over, at så mange har hjulpet allerede, siger han.

Derimod er der ifølge Jesper Bertelsen brug for flere pengedonationer til indsatsen. Også mere langsigtede bidrag i forhold til integration så som lektiehjælp er der brug for.

Cirka en fjerdedel af alle tirsdagens henvendelser kommer ifølge Bertelsen fra personer, som selv har flygtningebaggrund.