Samfund

Facebook koger: Hånede og spyttede efter flygtninge

Hundredevis af danskere stod mandag klar på Københavns Hovedbanegård for at byde flygtninge og migranter velkomne med tøj og mad. Men ikke alle mener de på den måde bør modtages med åbne arme - tværtimod.

Det seneste døgn er de sociale medier således nærmest kogt over i harme over en konkret episode. Avisen Informations fotograf, Sigrid Nygaard, tog mandag et billede af en mand på en motorvejsbro i Rødby. Ifølge fotografen spyttede manden ned på gruppen af flygtninge og migranter, der til fods var på vej igennem landet.

"Pludselig begynder han at spytte ned på menneskemængden, hvorefter han råber til dem, at de skal skride hjem," står der i billedteksten til billedet. Billedet er siden blevet delt flittigt på de sociale medier og har her affødt en markant storm mod den mand, der anklages for at have spyttet mod gruppen. Blandt andet har Enhedslistens politiker, Johanne Schmidt-Nielsen, delt billedet.

På Facebook skriver hun:

- Klaphat er næsten for sødt et ord. Jeg synes mest af alt, at det er uhyggeligt. En uhyggelig afstumpethed.

Over 1000 delinger og næsten lige så mange kommentarer er der faldet til bare Johanne Schmidt-Nielsens deling af billedet. Langt de fleste udtrykker samme holdning som hende.

- Det er så ufattelig umenneskeligt. FØJ for fanden, skriver Hanne Nielsen blandt andet.

- Nogle mennesker er født idioter. For 70-80 år siden ville han have spyttet på jøder, skriver Hans Christian Olesen.

Flere kommentarer går på, at det er denne mand på billedet, der bør sendes ud af landet. Johanne Schmidt-Nielsen er langt fra den eneste politiker, der har delt billedet: Jens Rohde(V), Magnus Heunicke(S) og Mette Abildgaard(K) er tre andre politikere, der også har taget afstand til billedet og sat gang i en stor kritik af manden på billedet.

Et billede på gabestokken

Eksemplet er et udtryk for en tendens på de sociale medier. Det forklarer Trine-Maria Kristensen, der i 10 år har rådgivet om sociale medier. Sager som denne fortæller historien om, at når emnet er flygtninge, så er danskerne ekstremt følelsesladede i deres måde at udtrykke sig på, fordi det splitter brugerne i to.

- Nogle er frustrerede, og de lader sig skræmme, mens man også på den anden side ser en enorm effekt af de annoncer, som der kom frem i går. Mange skrev, at de skammede sig over det på Danmarks vegne, siger socialmedie-eksperten til TV 2.

Samtidig viser de mange negative kommentarer, at den mand, der lægges for had i opslagene, kommer i den offentlige gabestok. En gabestok, hvor retorikken tager til i styrke.

- For mig handler det om spørgsmålet: Er det mediernes og politikernes rolle at skabe en stemning mod ham, så han risikerer at miste jobbet og få tæsk? Det er en svær diskussion, for argumentet på den anden side, har flere påpeget, er, at når han spytter på folk, så skal han leve med risikoen om at komme i medierne, siger Trine-Maria Kristensen og tilføjer:

- Men hjælper det flygtningene, at folk deler billedet? Nej, det gør det ikke. Men folk er i deres følelsers vold, når de ser sådan et billede, som manden der spytter.

- Gør noget

Derfor kan det være svært at konkludere, hvad der er den rigtige vej at gå for danskerne, når deres sociale feeds fyldes af flygtningeopdateringer som disse:

- På den ene side er det værd at sige pas på. Er det folks funktion at udskamme personer på den måde? Men på den anden side forstår jeg udmærket folks følelsesmæssige reaktioner, så jeg forstår, at det sker.

Hun peger på, at debatten på begge sider er meget hadsk: Både dem, der lader sig skræmme af flygtninge, som kommer ind over danske grænser, og så de danskere, der reagerer på billeder som manden fra broen i Rødby.

- Jeg tror, det hænger sammen med, at folk ikke føler, at de kan gøre noget. Der er skabt en stor frustration, og det kan give et øjebliks følelse af tilfredsstillelse at komme ud med det på nettet, men det er bedre at gå ud og gøre noget aktivt i stedet for at kalde en mand idiot på Facebook, forklarer Trine-Maria Kristensen.

Artiklen er ændret og et andet eksempel er taget ud, da manden bag ikke vil vedkende sig indholdet i det oprindelige indslag.

FAKTA: Så mange migranter kom til Danmark mandag

  • Politiet anslår, at mellem 825 og 850 migranter og flygtninge kom til Danmark mandag.

    Mandagen igennem har politiet ved den danske grænse modtaget flere hundrede migranter og flygtninge, der har krydset grænsen.

    Ifølge en rundringning til politikredse på ruten mellem Tyskland og Sverige anslår politiet, at der mandag ankom mellem 825 og 850 migranter og flygtninge til Danmark.

  • Her er, hvad politikredsene anslår, de har modtaget:

    Sydsjælland og Lolland-Falster Politi: 560-570.

    Syd- og Sønderjyllands Politi: 255-270. Heraf er op imod 20 samlet i et tog, der holder på Padborg station. De nægter at komme ud, fordi de ikke vil registreres i Danmark.

    Københavns Politi: 9

    Fyns Politi: 1

  • Søndag ankom 234 migranter og flygtninge til Rødby på Lolland. Dermed anslår politiet der, at de i Rødby har modtaget omkring 800 de sidste to dage. Omkring 300 af dem, anslår politiet, befinder sig forskellige steder på Lolland, nogle af dem er på vej til Sverige.

    Mandag eftermiddag var 160 af de registrerede migranter og flygtninge ankommet til Center Sandholm - bedre kendt som Sandholm-lejren.

  • Kilder: Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, Fyns Politi, Københavns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og Københavns Omegns Politi.