Samfund

Rekordstart: Det er første skoledag for 21 nye privatskoler

Det er netop ringet ind til et helt nyt skoleår på landets skoler. 65.000 børn starter i disse dage i skole for første gang, men aldrig har så mange startet på en privatskole.

16 procent af de danske elever begynder – ifølge Undervisningministeriet - ikke på en folkeskole, men på en privatskole.

Den store tilgang til privatskolerne betyder, at 21 nye privatskoler slår dørene op. Det viser Undervisningsministeriets institutionsregister, som går tilbage til 2000.

Skolerne åbnes i de små lokalsamfund

Hos Dansk Friskoleforeningen er de glade for, at flere vælger deres skoler til. De ser udviklingen som et tegn på, at folk savner de skoler, som har måttet dreje nøglen om i de små lokalsamfund. Mange af de nyåbnede privatskoler ligger nemlig i de små byer.

- Halvdelen af de nye skoler har nok udspring i, at den lokale folkeskole lukker. Når folkeskolen lukker, sker der ofte det, at lokalsamfundet går ind og tager ansvar for det, og så opretter de en skole, siger Peter Bendix Pedersen, formand for Dansk Friskoleforening, til TV 2.

Hos Danmarks Lærerforening peger de også på denne årsag som den vigtigste.

- Den væsentligste grund til tilgangen er, at man lukket folkeskolerne ude i de små lokalsamfund. Den anden årsag er skolereformen, som de fleste forældre er modstandere af, siger Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening.

Flugten sker efter et år med reformen

Tilgangen til privatskolerne kommer efter det første år med den nye folkeskolereform. Det er kun de almindelige folkeskoler, der er underlagt den. Reformen har blandt andet betydet længere skoledage og flere inklusionsbørn i klasserne.

Og noget tyder på, at flugten til privatskolerne kan kædes sammen med netop folkeskolereformen. En måling, som Megafon har foretaget for TV 2, viser, at 71 procent af danskerne mener, at der er for mange inklusionsbørn i folkeskolen.

Skolereformen har også betydet, at børnene nu går i skole mellem 30 og 35 timer. Men det er alt for mange timer, hvis man spørger danskerne. Over halvdelen af danskerne – svarende til 55 procent – mener, at skoledagene er for lange.

Dansk Friskoleforening ser dog ikke reformen som en årsag til de nye åbninger af privatskoler.

- Reformen har ikke mere at sige end, at vi har diskuteret den de sidste to-tre år. Den store bevågenhed har blot betydet, at mange er optaget af skolen, og hvordan man laver en god skole. Vi snakker om det til både familiefester og i venne-kredsen, hvor vi bliver bevidste om, at der findes mange måder at gå i skole på, siger formand Peter Bendix Pedersen.