Samfund

Sort skærm i weekenden: Men ingen udsigt til kompensation

TDC har været ramt af to forkellige driftfejl hen over weekenden Scanpix

Hvis planen var at slappe af foran fjernsynet i weekenden efter en lang arbejdsuge, så er der mange af TDC’s kunder, der er blevet slemt skuffede. To it-driftsfejl betød nemlig, at mange tusinde kunder fik sort skærm.

Fredag kunne cirka 300.000 kunder kun se DR på grund af en softwarefejl. En fejl, der blev rettet ud på aftenen, men lørdag var den så gal igen.

Her gik 20.000 TDC-bokse i sort på grund af en databasefejl - og så var det igen slut med at se tv eller høre radio for en stund.

- Nu er fejlen dog rettet. Det blev den klokken fire natten til søndag, og der er blevet arbejdet på højtryk. Og vores teknikere er nu i gang med at analysere på de præcise årsager til fejlen, siger presserådgiver Mette Marie Rasmussen til TV 2.

Fejlene betød, at telekommunikations-virksomheden havde mange vrede kunder i røret.

Og også på TDC's facebook-side er nogle af kunder ude med utilfredse bemærkninger.

- Vi glæder os til nogle dejlige film i kompensation, skriver Jacob Kofoed.

- Får man refunderet sine penge for de dage det ikke virkede? Man har jo ikke fået den ydelse man betaler for, lyder den utilfredse melding fra Jens Mynster-Nielsen.  

Presserådgiver Mette Marie Rasmussen har ikke fået nogen melding om, at der kan blive tale om eventuel kompensation til kunderne. Så det ønsker hun ikke at udtale sig om.

- Men vi beklager selvfølgelig meget, at de to fejl opstod. Det er vi også meget kede af. Men det er sort uheld, at der lige kommer to uafhængige fejl efter hinanden på den måde, og jeg kan garantere, at der er rigtig mange i TDC, der ikke har holdt weekend, fordi der er blevet knoklet for at rette fejlene, siger Mette Marie Rasmussen.

TDC skriver også på deres facebook-side, at de beklager fejlen, og at man skal genstarte sit udstyr, hvis man har været berørt af databasefejlen.