Samfund

Ny flåt-sygdom kan skjule sig i din krop

Et internationalt forskerhold har opdaget en bakterie i flåter, hvis symptomer gør den svær at identificere. Scanpix

Forskere i Danmark har opdaget en bakterie kaldet Borrelia miyamotoi i danske flåter. Bakterien giver ikke de karakteristiske symptomer på et flåtbid og går derfor under lægernes radarer, skriver Videnskab.dk.

- Miyamotoi tænder ikke de advarselslamper, som Borrelia normalt skal tænde, siger Rene Bødker, der er epidemiolog ved DTU Veterinærinstituttet, og som er en del af det internationale forskerhold bag opdagelsen til Videnskab.dk

Normalt, når en flåt har boret sig ind i huden og smittet med sygdommen borreliose, der kan give hjernebetændelse og lammelser, kommer der et afslørende rødt udslæt, hvilket gør det nemt at behandle hurtigt.

Men Borrelia miyamotoi giver nogle helt andre symptomer. Den nyopdagede bakterie forårsager i første omgang muskelsmerter og tilbagevendende feber, hvor en flere dag lang feber forsvinder for så at vende tilbage omkring 10 dage senere.

- Det er ret sjældent, at man får et hududslæt, når man bliver inficeret med Borrelia miyamotoi, siger Rene Bødker.

- Når man ovenikøbet siger, at man har feber, som kommer igen og igen, så tror jeg ikke, at der er ret mange praktiserende læger, der vil tænke "av, det er nok en borreliainfektion". Så der er risiko for, at sådan en infektion overses hos lægen.

Kan føre til hjernehindebetændelse

Borrelia miyamotoi kan have ligeså alvorlige konsekvenser som andre Borrelia-bakterier.

- Man kan blive pænt syg af den. Man risikerer, at den går i hjernen på et tidspunkt, og at man får neuroborreliose ud af det, siger Rene Bødker.

Neuroborreliose sætter sig på nervesystemet og kan føre til hjernehindebetændelse, nervelammelser og i værste tilfælde udvikling af demens og hørenedsættelse.

Behandlingen virker stadig

Endnu er der ikke bekræftet tilfælde, hvor bakterien har smittet danskere. Men ifølge Sigurdur Skarphédinsson er det "uden tvivl" også sket herhjemme.

Skarphédinsson, der til dagligt arbejder med Borrelia-infektioner på Odense Universitetshospital, tilføjer overfor videnskab.dk, at den almindelige behandling for Borrelia også virker på den nyopdagede art, hvis lægerne opdager den.

Du kan læse mere om borrelia-symptomerne på Statens Seruminstituts hjemmeside.

Sådan håndterer du flåter

1. Undgå flåter

Den bedste beskyttelse mod flåter, at man stopper bukserne ned i strømperne. Skovflåter sidder oftest i højt græs og inde i skoven, hvor der er fugtigt. 

2. Tjek dig selv

Så snart du er kommet hjem fra en tur i skoven, så er det en god idé at tage al tøjet af og tjekke armhuler, knæhaser og i lyskeområdet.

3. Fjern flåten

Skulle du have en lille ubuden gæst siddende, så gælder det om at få den af hurtigst muligt. Det er fint at bruge neglene, du behøver ikke en flåttang - bare du tager fat længst nede ved flåtens hoved.

Det er en skrøne, at det hjælper at nulre flåtens hoved med smør, vaseline eller olie for at få den af.

4. Frygt ikke hovedet

Det gør ikke noget, hvis flåtens hoved eller ben bliver siddende under huden, efter man har fjernet skovflåten. Det øger ikke risikoen for borrelia, da kroppen selv "spytter" resten af flåten ud. Det vigtige er, at flåten bliver fjernet hurtigt.

Kilde: Jes Aagard, naturvejleder hos Naturstyrelsen i Hovedstaden