Samfund

Guide: Sådan sikrer du din harddisk mod it-kriminelle

Flere og flere danskere gemmer deres data på såkaldte netværksharddiske, der er forbundet til internettet.

Men It-kriminelle fra hele verden kan gå på opdagelse i de store mængder af følsomme oplysninger fra danske harddiske.

På en måneds research har Ekstra Bladet i forbindelse med kampagnen ’Fri adgang’ fundet over 1000 netværksharddiske i Danmark, som ved en fejl lægger alt indholdet på nettet, fordi de ikke er beskyttet med et password.

Rådet for Digital Sikkerhed har ikke tal på, hvor mange ubeskyttede netværksharddiske, der er tale om, men formand Rasmus Theede siger til TV 2:

- Der er tale om mange, mange tusinde harddiske i danske hjem, der reelt står frit tilgængelige for alverdens it-kriminelle. Og det er ikke kun harddiske, der er udsat, men al elektronik, der kan komme på netværket.

- Helt overordnet skal man sørge for at læse manualen og skifte password. Meget udstyr kommer fra forhandleren med et standardpassword. Det skal man selv ændre, når man får sat sit udstyr op i hjemmet. Endelig skal man sørge for at holde alt sit udstyr opdateret, så sikkerhedshullerne løbende bliver lukket, siger Rasmus Theede.

Hos IT-branchen vurderer man, at at der er omkring 100.000 harddiske i danske hjem, der kan gå på nettet.

Rådet for Digital Sikkerhed har på deres hjemmeside lavet en guide til, hvordan man sikrer sine personfølsomme data mod it-kriminelle.

Herunder følger en række gode råd til, hvordan man sikrer sine netværksenheder:

  • Skift kodeord
  • Benyt en firewall
  • Hold dit udstyr opdateret
  • Deaktiver hvad du ikke behøver
  • Vurder risikoen
  • Hav styr på adganskoden
  • Applikationer
  • Backup

Kilde: Rådet for Digital Sikkerhed.