Mor til 2-årig frygter misbrug: Jeg "mærker" mine børnefotos på Instagram

Red Barnet advarer fredag om, at danske forældre skal passe på, når de deler feriebillederne af deres børn på sociale medier som Facebook og Instagram.

Ifølge organisationen risikerer man, at billederne bliver misbrugt af andre. I værste fald kan de ellers uskyldige billeder af børnene ende på hjemmesider med seksuelt indhold - særligt hvis man har offentlige profiler.

24-årige Cecilie Meiniche fra Aidt i Østjylland er gået skridtet videre. Når hun i dag lægger billeder ud af sin toårige datter på Instagram, er det med et "vandmærke" hen over billedet.

- Jeg har længe tænkt over, hvad jeg kunne gøre for at beskytte de billeder, jeg lægger ud af min datter. Med de midler jeg har, er dette den bedste måde at gøre det, så de ikke bliver misbrugt, fortæller hun til TV 2.

Beskytter mod foto-tyveri

Cecilie Meiniche blev igen opmærksom på vigtigheden af at beskytte sine billeder i forbindelse med "Kemoland-sagen", hvor en tilsyneladende falsk profil på Instagram udgav sig for at være en kræftsyg pige og brugte fremmede personers billeder undervejs.

Hun hørte fra en anden bruger på det sociale medie op en app ved navn 'Phonto', som kan skrive tekst ind over billeder. Nu skriver hun sit brugernavn hen over billederne af datteren, så andre ikke kan beskære dem og misbruge billederne som deres egne.

- Jeg håber at kunne undgå, at billederne af min datter ender et sted, hvor de ikke skal, eller at andre misbruger dem til at sige, at det er deres barn. Så jeg tænker, at det er det bedste, jeg kan gøre for at beskytte dem, for jeg elsker at dele billederne af min datter, men jeg ønsker ikke, at de skal bruges af andre, uden at de har fået lov, siger Cecilie Meiniche.

- Nøgenbilleder hører ikke hjemme på nettet

Ifølge den østjyske mor er det ikke bare vigtigt, at beskytte billederne, som man lægger ud på de sociale medier. Man skal også overveje kraftigt, hvilke billeder man offentliggør. Personligt har hun for længst besluttet, aldrig at offentliggør nogen former for nøgenbilleder af sin datter under hendes opvækst.

- Det hører slet ikke hjemme på internettet. Der er jo billeder, som nogle forældre lægger ud, der potentielt kan misbruges af pædofile, og jeg ønsker ikke, at mine billeder skal ende et sted, hvor de ikke har hjemme, siger Cecilie Meiniche.

- For mig er det private billeder. Jeg ville heller ikke dele den slags billeder af mig selv, så hvorfor skulle jeg gøre det af min datter? Hun har ikke noget at sige i det her. Det er jo mig, der lægger det ind på de sociale medier, så det er mig, der har ansvaret for, at der ikke dukker krænkende billeder op af hende, når man søger på hendes navn, når hun bliver ældre, forklarer Cecilie Meiniche.

I videoen over artiklen kan du høre seniorrådgiver i Red Barnet, Gitte Jakobsen, fortælle mere om misbrug af billeder på nettet.

T2Toolbox embed