Samfund

11-årig spiller computerspil i timevis

Mange forældre til lidt større børn oplever, at deres drenge isolerer sig og foretrækker computerspil frem for fællesskabet - også i ferietiden.

Drengenes sidder i timevis foran computeren i stedet for at lege med vennerne, dyrke sport eller bruge tid med familien.

Blandt dem er 11-årige Oliver Rank-Kornum i Odense, der tænder sin computer som noget af det første, når han står op om morgenen - og inden han går i seng igen, kan han i ferietiden godt have brugt otte timer foran skærmen, hvor han spiller det holdbaserede online-spil Counter-Strike.

Regler virker ikke

- Vi har prøvet sådan at indføre regler i forhold til Oliver, hvor meget han må spille, men jeg synes ligesom det ryger i vasken hver gang, siger Olivers mor, Camilla Rank-Kornum.

- Det er hans hobby, og hvis han spillede fodbold, ville jeg jo ikke sige, at han ikke måtte spille så meget. Og han er jo rigtig god til det, siger Camilla Rank-Kornum.

Forskningsmæssigt er der heller ikke grundlag for at hævde, at man bliver hverken overvægtig, asocial eller voldelig af at spille computerspil, mener Rune Kristian Lundedal Nielsen, der er psykolog og ph.d.-studerende ved Center for Computer Games Research på IT Universitetet.

- Selvfølgelig synes jeg, det er for meget at spille en hel dag, hvis det er hver dag – men spillet er en del af deres hverdagsliv, og når det er ferie, har de har mere fritid. Man skal også tænke på, hvem barnet er? Har man et barn, der er lidt indadvendt og synes, det er fint at nørkle med et eller andet – så kunne det lige så godt have været et spil skak eller at bytte frimærker, siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Almindeligt i skolen

Hvis barnet ikke laver andet end at spille computerspil, kan der være grund til alarm, men computerspillene handler også om sociale relationer - de er bare virtuelle.

- Det kan sagtens være tegn på, at et barn mistrives, men det behøver det ikke at være. Det kan godt være, det ikke går godt i skolen eller med vennerne - men måske er computerspil bare det, de gør sammen i klassen, siger Rune Kristian Lundedal Nielsen.

Olivers familie har da også fundet ud af, at det kan være lettere at få kontakt med den 11-årige dreng online end ved at råbe ham op:

- Hvis vi virkelig ikke kan komme i kontakt med ham, så tænder vi vores store computer her i køkkenet, og så kalder vi ham op over Skype. Så er der ikke nogen problemer med at få kontakt, siger Camilla Rank-Kornum.

Se indsag fra 19 Nyhederne med familien Rank-Kornum over artiklen.