Forskeres dystre dom: Jorden vil uddø igen

16x9

Jorden er på vej ind i en ny fase og vil på sigt uddø for sjette gang, konkluderer en rapport fra tre amerikanske universiteter - og mennesket kan vær

Jorden er på vej ind i en ny fase og vil på sigt uddø for sjette gang, konkluderer en rapport fra tre amerikanske universiteter - og mennesket kan være blandt de første ofre, skriver BBC.

I den store undersøgelse af forskere fra universiteterne Stanford, Princeton og Berkeley fremgår det, at hvirveldyr-arter forsvinder 114 gange hurtigere end normalt.

Sidste gang levende væsener blev udryddet med en sådan hast, var da de fleste dinosaurusser blev udryddet for 65 millioner år siden, da en kæmpemæssig asteroide ramte Jorden i området omkring den nuværende mexicanske by Chicxulub.

Det var femte gang i jordens historie, at størstedelen af arterne uddøde over kort tid, og nu kan det altså ske igen.

Forskerne ved de tre universiteter fremlægger blandt andet i rapporten, at der i tiden siden 1900 er udryddet 400 hvirveldyr-arter.

Normalt ville det tage 10.000 år at lade arterne gå til, men klimaforandringer, forurening og skovdød har eskaleret udviklingen, lyder det.

- Hvis det får lov at blive ved, vil det tage naturen millioner af år at komme sig over tabene, og menneskeheden vil højst sandsynlig forsvinde tidligt i forløbet, siger en af rapportens bagmænd, Gerardo Ceballos, til BBC.

Omkring 41% af alle padder og 25% af pattedyrene er truet af udryddelse. Den mest udsatte art her og nu er dog lemuren, som ifølge forskerne er "kritisk truet".

94 procent af alle lemurer er ifølge forskerne akut truet.
94 procent af alle lemurer er ifølge forskerne akut truet. Foto: Scanpix