Slut med at snuble på fortovet: Her er Lars' lyse idé

Lars Pedersen ejer Vejstrup Maskinstation på Fyn, og han har fået en lys ide, der meget vel kan blive en hjælp for snublende fodgængere i hele verden.

Lars Pedersen ejer Vejstrup Maskinstation på Fyn, og han har fået en lys ide, der meget vel kan blive en hjælp for snublende fodgængere i hele verden.

Men indtil videre er det kun borgerne i Svendborg, der nyder godt af den GPS-udstyrede el-scooter, som kommunen har rekvireret til at kortlægge byens fortove, så de værste problemområder bliver identificeret. 

- En gåtur rundt i hele Svendborg Kommune ville tage utroligt lang tid, og at bære rundt på alt det udstyr, der skal til for at indmåle fortovene vil ikke kunne lade sig gøre på gåben, lyder det fra opfinderen selv over for TV 2 Fyn.

Hurtigere og billigere
Den nye elscooter er udstyret med GPS og kamera på et stativ, og metoden er så vidt vides den eneste af sin art i Danmark, og den gør det ifølge Svendborg Kommune lettere, hurtigere og billigere at finde frem til de fortove, der kræver service.

- Indsamlingen af data giver os et detaljeret billede af fortovenes tilstand. Det er normalt en meget dyr undersøgelse. Men sammen med vores gode samarbejdspartnere fra det private erhvervsliv er vi lykkedes med at opfinde en ny metode, hvor vi her i kommunen kan spare cirka 30 procent. Samtidig har vores samarbejdspartnere fået udviklet et nyt produkt til deres sortiment, så der er ren win-win, fortæller vejingeniør for Svendborg Kommune Bo Benedictsen til TV 2 Fyn.

Skal sættes i produktion
Og hvis det står til Lars Pedersen, så vil hans opfindelse også snart finde anvendelse uden for Svendborg og sågar Danmark.

Der er jo masser af fortove og veje rundt omkring i verden?

- Ja, dem må rundt og have kigget på. Vi må have sat dem i produktion og have ansat nogle folk.Vi søger blandt andet folk, der kan hjælpe os med at komme videre med den maskinstyringsafdeling, vi er ved at få op at stå nu, lyder det optimistisk fra Lars Pedersen.