Samfund

Ny undersøgelse bekræfter risiko: Professor advarer mod nye p-piller

Det er blandt andet p-pille-mærket Yasmin, der hører til de nye generationer. Scanpix

En ny, stor undersøgelse har endelig slået fast, hvad danske forskere påviste for flere år siden:

Kvinders brug af såkaldte 3. og 4. generations p-piller øger risikoen for blodpropper i benene eller lungerne i forhold til kvinder, der bruger 1. eller 2. generation.

Det skriver Jyllands-Posten.

Undersøgelsen er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet British Medical Journal, og resultatet bekræfter, hvad professor, overlæge, dr. med. Øjvind Lidegaard fra Gynækologisk Afdeling på Rigshospitalet selv påviste i en opsigtsvækkende dansk undersøgelse i 2011.

Derfor opfordrer professoren nu danske kvinder til at gå bort fra de nye p-piller og benytte de gamle i stedet.

- Der er ikke så meget at diskutere længere. De nye p-piller er farligere, og vi skal nu fokusere på at rådgive kvinderne, siger Øjvind Lidegaard til Jyllands-Posten.

Kan undgå 200 blodpropper årligt

Siden Øjvind Lidegaards undersøgelse i 2011 er der blevet udarbejdet flere mindre studier, der viste samme resultat. Men en undersøgelse lavet af p-pille-producenterne selv fandt ikke en større risiko forbundet med de nye generationer, og der har derfor været diskussion om, hvorvidt resultatet af Øjvind Lidegaards forskning var korrekt.

Med den nye britiske undersøgelse, mener professoren nu, at denne diskussion er slut.

Ifølge Jyllands-Posten benytter cirka 400.000 danske kvinder hormonbaserede prævention, hvoraf størstedelen tager p-piller. Omkring 80.000 af disse bruger stadig 3. og 4. generations p-piller, selvom myndighederne efter Øjvind Lidegaards undersøgelse har anbefalet kvinder at benytte de første generationer.

Hvis alle danske kvinder overgår til 1. og 2. generation, vil man i Danmark kunne undgå omkring 200 blodpropper blandt yngre kvinder.

Stadig lille risiko

For en 20-årig kvinde er den normale risiko for en blodprop 1 ud af 10.000, mens den er 3 ud af 10.000 ved brug af 1. eller 2. generations p-piller. For 3. og 4. generation er risikoen 6 pr. 10.000.

30-årige kvinder har tre gange så stor risiko, mens den for 40-årige er fem gange så stor. 

Risikoen afhænger således af alder, men forskerne på området gør opmærksom på, at risikoen generelt er lille.

Det var TV 2, der allerede i 2007 satte fokus på problematikken omkring de nye generationer af p-piller. Dengang advarede flere læger om blodpropper forbundet med brugen af p-pillerne Yasmin.