Samfund

Natascha bor i København: Drømmehuset ligger i Udkantsdanmark

Mens stadig flere danskere flytter til de store byer, har vi her på TV 2 de seneste dage fortalt om dem, der bevæger sig mod strømmen.

En af dem er Natascha Nawrocki, som drømmer om at flytte til Lolland. I dag bor hun sammen med kæreste og barn i en lejlighed i Hvidovre - og selvom hun er opvokset i hovedstaden, ligger drømmehuset i landsbyen Udstolpe på Lolland.

Storkøbenhavn har dannet rammen om hele Natascha Nawrockis liv, men byen kan ikke længere give hende det, hun har brug for.

- Jeg har altid haft den der drøm om at vende tilbage til der, hvor mit halve hjerte er. Når tiden så er moden, begynder man at kigge sig rundt, siger Natascha Nawrocki til TV 2.

Ferieminder fra barndommen har ført hende 130 kilometer mod syd – til det sted, hvor hun mener at kunne leve drømmene ud.

- Jeg synes, det giver den der smukke sløjfe. At jeg vender tilbage til alt det. Dels fordi det betyder noget for mig, og dels fordi min slægt kommer dernede fra, siger Natascha Nawrocki.

Pinsen har hun og kæresten brugt på at kigge på hus. Et af dem parret har kigget på koster kun 300.000 kroner.

Natascha Nawrocki må også ofre noget for idyllen, hvis parret flytter fra hovedstaden. Blandt andet vil hun få tre timers daglig transporttid.

- Der er så mange andre fordele ved det, at jeg er villig til at prøve det, siger Natascha Nawrocki til TV 2.

FAKTA: Det koster en villa

Det koster et parcelhus på 140 kvadratmeter i udvalgte områder:

Charlottenlund: 6.066.113 kroner

Hellerup: 5.611.999 kroner

København S: 4.408.615 kroner

Aarhus N: 3.324.659 kroner

Aalborg: 2.567.455 kroner

Odense C: 2.321.840 kroner

Aabenraa: 1.081.210 kroner

Nykøbing M: 847.874 kroner

Nakskov: 573.296 kroner

Kilde: Boliga