Samfund

Kæmpe it-koks: Tusindvis blev gift med mystiske Frank og Jens

Else Marie Petersen og hendes mand Jørgen Petersen fra Odense fik sig noget af en overraskelse, da de tirsdag åbnede deres postkasse.

Her var nemlig et brev fra Udbetaling Danmark, hvor der stod, at Jørgen Petersen var gift med en mand ved navn Frank Valentin, skriver Fyens Stiftstidende.

Jørgen Petersen skulle derfor være opmærksom på, at hans forskudopgørelse var højere end den indkomst, Udbetaling Danmark havde beregnet hans pension ud af.

Kender ikke Frank

Men Jørgen Petersen har aldrig hørt om Frank Valentin, og hans hustru Else Marie Petersen har heller ikke kendskab til nogen mandlig elsker.

- Vi har godt nok været gift siden 1972, men jeg har da aldrig oplevet nogen Frank i vores soveværelse. Men måske vi kan bruge ham til at støvsuge, griner hun i telefonen.

Ægteparret er ikke de eneste, der har fået et lignende brev.

Frank Valentin: Utrygt at det kan ske

Frank Valentin fra Kolding, der er ét af de to navne, der fejlagtigt florerer brevet, fik tirsdag aften et opkald fra Mogens Bang Petersen fra Faaborg. Han var også blevet "gift" med Frank Valentin.

- Det er jo ren bigami! Men jeg har altså været gift med den samme kvinde i mange år. Og et eller andet sted er det lidt utrygt, at sådan noget kan ske, mener han.

Både ham selv og Mogens Bang Petersen har dog godt kunne se det sjove i situationen.

- Han spurgte mig, om der så var noget at arve. "Ikke en krone", sagde jeg, fortæller Frank Valentin.

4000 har modtaget breve med fejl

Hos Udbetaling Danmark er man bekendt med de fejl­ramte breve, der er havnet i omkring 4000 postkasser rundt om i hele landet.

I dem er der enten angivet en ægtefælle ved navn Frank Valentin eller Jens Peter Hollers.

Hvorfor det lige er de to navne, der ved en fejl optræder i brevene, skyldes en teknisk fejl fra Udbetaling Danmarks it-leverandør.

- Og det er kun det forkerte navn, der er angivet. Alle andre oplysninger i brevene er korrekte, understreger pressechef Mette Beck fra Udbetaling Danmark..

Undskyldning på vej

Mette Beck beklager fejlene og oplyser, at der er en undskyldning på vej til de mange pensionister.

- Vi har fået nogle opkald om det her. De fleste har nu taget det stille og roligt, men vi anerkender, at det kan have skabt bekymring, og det beklager vi naturligvis, fortæller hun.

Udbetaling Danmark har også talt med både Frank Valentin og Jens Peter Hollers og undskyldt, at deres navne er havnet i de mange breve.