Nordjyske kommuner i protest : Vil have stoppet skifergas

Boringen efter skifergas i Nordjylland har hidtil medført store protester fra lokalbefolkningen og diverse miljøbeskyttelsesorganisationer, men nu kan også flere nordjyske kommuner blive en del af det kritiske kor, der vil have boringerne stoppet.
Således skal byrådet i Aalborg Kommune mandag eftermiddag stemme om, hvorvidt kommunen skal sende et brev til miljøministeren med henblik på at forhindre fremtidige prøveboringer og indvinding af skifergas i kommunen.
Forslaget er indstillet af SFs byrådsgruppe i Aalborg.
Prøveboring stoppet i Frederikshavn
Aalborg Kommune er blot én af en række kommuner i Region Nordjylland, Region Sjælland og Region Hovedstaden, der i 2009 blev meddelt, at det franske firma Total har rettigheder til at udføre efterforskning og indvinding af skifergas på kommunens grund.
Også Frederikshavns Kommune og Hjørring Kommune senere i maj stemme om en lignende henvendelse til Miljøministeriet.
I Frederikshavn Kommune har Total allerede igangsat en prøveboring ved Dybvad. Selskabet nåede dog kun at arbejde en enkelt dag, før processen blev stoppet. Det skyldtes, at Total havde benyttet kemikaliet Null Foam, der ikke var godkendt i VVM-undersøgelsen.
Her kan du læse mere om, hvordan man udvinder skifergas.