Ny undersøgelse: Undervisning med iPads øger børns indlæringsevne

16x9
Med den rette læringsstrategi kan man ved hjælp af undervisning på tabletcomputere øge børns indlæring. Foto: Scanpix

I flere danske skoler er iPads og andre tablets ikke længere et særsyn, og de små computere indgår i højere grad som en del af undervisningen af især

I flere danske skoler er iPads og andre tablets ikke længere et særsyn, og de små computere indgår i højere grad som en del af undervisningen af især de yngre elever.

Nu viser en ny svensk undersøgelse, at der kan være rigtig god grund til at bruge tablets aktivt i skolerne, men er der ikke en klart defineret strategi for tablet-undervisningen, kan det forværre indlæringen.

Det skriver Information onsdag.

Forskeren bag undersøgelsen, Annika Agélli Genlott fra Örebro Universitet, har fulgt 500 skolebørn over fire år i den svenske kommune Sollentuna, og fokus i forsøget har været, at børnene lærte af skrive og læse på iPads i stedet for papir. 

Resultatet viste, at elever i tredje klasse undervist med iPads klarede sig 20 procent bedre end andre elever i svensk og matematik.

- Den gruppe, som har arbejdet efter den her model, får markant højere resultater. Særligt de svagest præsterende elever klarer sig bedre, siger Annika Agélli Genlott til Information.

En vigtig pointe er, at successen ikke skyldes brugen af iPad alene, men i høj grad handler om at have en veldefineret pædagogisk metode. Har man ikke det, vil iPads nemlig forværre indlæringen, viser undersøgelsen.

Den læringsstrategi, der blev benyttet i undersøgelsen, er et opgør med den måde hvormed man i den danske folkeskole har undervist i dansk hidtil.

Hvor den gamle metode lærer børn at skrive ved at gå fra bogstaver til ord til sætning, lærer man med den nye metode børnene ord, bogstaver, læsning og skrivning på en gang.

Børnene skal i højere grad lære gennem handling og interaktion, og idéen er derfor at de prøver at skrive, selvom de ikke er fortrolige med bogstaverne.

Ifølge tilhængere af den nye undervisningsstrategi bliver undervisningen med den nye metode mere anvendelig og giver eleverne bedre mulighed for at skrive om de ting, som interesserer dem.

- Hvis man lærer et ’i’ og et ’s’, så kan man skrive ’is’ og ’si’. Men hvis børnene nu gerne vil skrive en historie om Manchester United, LEGO Star Wars eller dinosaurusser, kan de jo ikke bruge det til noget, forklarer Janus Madsen, der er tidligere skolelærer og har udviklet app'en Skriv og Læs, der bygger på den nye strategi.