HPV-vaccine: Ny advarsel ændrer ikke noget
-Vi skal ikke fare ud uden omtanke. Vaccinen har kæmpestore positive virkninger i forhold til at forebygge den dødelige sygdom livmoderhalskræft.
Sundhedsminister Nick Hækkerup siger i dag, at han ikke har tænkt sig at ændre politikken omkring den såkaldte HPV-vaccine.
Den fornyede debat om HPV-vaccine kommer, efter at en af landets førende eksperter i de mulige bivirkninger ved vaccinen, overlæge og forskningschef ved Synkopecentret på Frederiksberg Hospital Jesper Mehlsen, i dag gik ud med en advarsel.
Efter at han har undersøgt en række piger, som selv mener de lider af bivirkninger fra vaccinen, mener han at kunne se en sammenhæng: Symptomerne rammer tilsyneladende piger, der er fysisk toptrænede elite-idrætsfolk på det tidspunkt, hvor de bliver vaccinerede.
- Sundhedsstyrelsen bør gå ud og sige, at der er en mulig sammenhæng her. Vi siger ikke, at der er en sammenhæng, men der er en mulig sammenhæng mellem de sjældne bivirkninger og træning. Og derfor siger vi: Pas på hvis I er elitetrænede. Lad være med at lade jer vaccinere på et tidspunkt, hvor I er allermest toptrænede. Få vaccinen på et tidspunkt, hvor I ikke træner så meget, siger overlæge Jesper Mehlsen.
Men Sundhedsstyrelsen vil ikke følge anbefalingen fra overlægen.
-Vi står fast på vores anbefaling. Man kan trygt lade sig vaccinere – eller lade sit barn vaccinere – også selv om hun er meget fysisk aktiv, siger Søren Brostrøm, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
Sundhedsstyrelsen og Synkopecentret har længe været i dialog om de mulige bivirkninger af HPV-vaccinen hos nogle ganske få piger. Synkopecentret har også udført forskning på området for Sundhedsstyrelsen, men intet er blevet endeligt bevist.
Det erkender overlæge Jesper Mehlsen, men han synes alligevel en advarsel er på sin plads:
-Jeg synes vi skal advare om, at der kunne være en sammenhæng mellem bivirkninger, træning og vaccine. Vi ved godt at vi juridisk ikke kan påvise, at der er en sammenhæng. Men vi må alligevel lade tvivlen komme dem til gode, siger han.
Men for Sundhedsstyrelsen er manglen på sikker viden afgørende for, at man ikke vil gå ud med nye anbefalinger omkring vaccinen, som overordnet set redder mange menneskeliv hvert år.
-Vi fornægter ikke at der er bivirkninger ved denne vaccine. Det gør vi overhovedet ikke, siger Søren Brostrøm fra Sundhedsstyrelsen.
Tirsdag aften klokken 22:40 genudsender TV 2 dokumentaren "De vaccinerede Piger"
De vaccinerede piger: Indsprøjtningerne gjorde os syge
TV 2 har været i kontakt med og mødtes med en lang række piger og kvinder, der mener, at de er blevet syge efter at have fået HPV-vaccinen Gardasil. Læs deres historier herunder.TV 2 har kontaktet kvinderne på forskellige sociale medier i grupper, hvor de mødes og diskuterer deres symptomer. Andre har selv henvendt sig til os, da de hørte, at vi arbejdede med emnet.
De har alle udfyldt et spørgeskema, hvor de har beskrevet deres symptomer og tidspunkter for vaccination. Vi har bedt om fuld adgang til enkelte af kvindernes lægejournaler. Er de under 18 år har forældre givet lov til, at de kunne deltage.
Foto(s): Per Arnesen/TV 2 og privatfotos