Samfund

'Nyheden' om tyskernes kapitulation rørte folket i Mindelunden

70-året for Danmarks befrielse fra den tyske besættelselsmagt blev mandag markeret flere steder rundt om i landet.

Blandt andet med en mindehøjtidelighed ved Mindelunden i Ryvangen, der blev indviet i 1950 som minde for de danske modstandsfolk, der faldt under besættelsen. Det skete med deltagelse af dronning Margrethe og statsminister Helle Thorning-Schmidt, hvoraf sidstnævnte holdt tale for de fremmødte – se den i videoen øverst i artiklen.

Dagen blev også markeret med veteranfly over København, og du kan se de flotte optagelser herunder:

Under arrangementet i Mindelunden blev den nok mest berømte sætning, der nogensinde er læst op i en dansk radioudsendelse, afspillet:

- I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig, lød det som bekendt i BBCs udsendelse til Danmark kort efter klokken 20.30 den 4. maj 1945, og afspilningen af den gamle optagelse rørte de mange deltagere i Mindelunden.

Hør den glædelige nyhed om tyskernes kapitulation fra 1945 og se video fra Mindelunden herunder:

Under mindehøjtideligheden i Mindelunden sang N. Zahles Kor ’Moders navn er en himmelsk lyd’, som N. F. S. Grundtvig eftersigende skrev, da en pålagt censur var blevet ophævet igen i 1837.

Du kan høre denne hyldest til friheden og det frie ord her:

Grafik: Her kan du se, hvor der vil blive afholde mindehøjtideligheder i forbindelse med befrielsen.

Herunder kan du se en tidslinje fra dagene omkring befrielsen.

Dagene da Danmark blev frit

Onsdag 2. maj
Hitler er død
Den 2. maj fik danskerne nyheden om Adolf Hitlers død i førerbunkeren under rigskancelliet i Berlin. Han døde for egen hånd.
Fredag aften 4. maj
Admiral Dönitz underskriver kapitulation
Admiral Dönitz, som overtager kommandoen over Nazi-Tyskland efter Hitlers selvmord, indgår en aftale med den britiske feltmarskal Montgomery om kapitulation af Danmark, Holland og dele af Nordvesttyskland. Samme aften underskriver han aftalen med gyldighed fra 5. maj kl. 8.00.
Fredag 4. maj kl. 20.36
- Her er London...
Den danske radiospeaker Johannes G. Sørensens dansksprogede nyhedsudsendelse fra BBC bliver afbrudt midt i den normale nyhedsoplæsning: "I Nat blev der kæmpet voldsomt i Københavns Gader, rundt om den tyske Kaserne, og der hørtes endog Kanonskud. I Dyrehaven og paa Pladsen foran Gentofte Raadhus havde tyske Tropper været i indbyrdes regulær Kamp." Efter en kort pause læser han op: "Her er London: I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Vi gentager (….).”
Fredag aften 4. maj
Jublen bryder ud
I minutterne efter beskeden fra London fyldes gaderne med jublende mennesker, som tænder lys og brænder mørklægningsgardiner af.
Fredag aften 4. maj
"Butikker lukker på grund af glæde"
Dagen efter nyheden om befrielsen holder mange butikker lukkede med begrundelsen "glæde".
Lørdag 5. maj kl. 8.00
Kapitulation træder i kraft
Den tyske kapitulation træder i kraft. Den tyske værnemagt har dog fået besked på ikke at overgive sig til danske frihedskæmpere, men kun til briterne, som endnu ikke er nået til Danmark. Det fører til sammenstød med danskere flere steder i landet, bl.a. Odense, Aarhus, Skærbæk og Gråsten. Det meddeltes i Berlingske Tidende, at der til hospitalerne er indbragt 11 dræbte og 35 sårede, som må indlægges. Næsten alle er ramt af skud.
Lørdag 5. maj kl. 12.00
Kongen og statsminister Buhl taler i radioen
Kongen taler i radioen. Herefter taler statsminister Vilhelm Buhl. Han præsenterer sin befrielsesregering (S, K, R og V, samt repræsentanter fra modstandsgrupperne), men først 9. maj bliver Folketinget erklæret åbnet.
Lørdag 5. maj kl. 16.32
100 britiske faldskærms soldater lander
Den britiske generalmajor Dewing lander i Kastrup sammen med 100 faldskærmssoldater, hvorefter de kører ind til København. Her modtager Dewing den tyske general Lindemanns formelle kapitulation. Det er generalmajor Dewing til venstre i billedet.
Lørdag 5. maj
Undergrundshæren mobiliserer
Undergrundshæren mobiliseret og den danske brigade går i land i Helsingør med 1.300 mand. Samme dag begynder man at internere tusindvis af danskere, mistænkt for forræderi. Efterfølgende bliver ca. 13.000 idømt bøde og fængselsstraf, mens 46 bliver henrettet.

#hererlondon – vis os hvordan du mindes befrielsen

På TV 2 vil vi gerne se, hvordan du mindes og fejrer befrielsen. Du er derfor velkommen til at sende os billeder af dine lys i vinduet via 1234@tv2.dk, vores Facebook-side TV 2 Nyhederne eller via hashtagget #hererlondon, der referer til fredag den 4. maj 1945, hvor oplæser Johannes G. Sørensen midt i udsendelsen blev gjort opmærksom på budskabet om friheden. Mikrofonen var kortvarigt  lukket. Da han igen åbnede for mikrofonen, fremsagde han frihedsbudskabet:

I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Derefter gentog han budskabet med ordene: Her er London. Vi gentager.