Befrielsen: For os børn var det skæg og ballade
- Vi store børn syntes det var skæg og ballade, også fordi de voksne var så glade. De voksne kyssede hinanden hele tiden – det syntes vi var strengt at se på!
For 84-årige Allis Bartolin står befrielsesdagene for 70 år siden stadig lyslevende. Ikke mindst fordi hun stadig har et ikonisk billede af sig selv fra de dage – som 14-årig pige sammen med de første britiske soldater, der den 8. maj ankom til Aarhus.
- Billedet er taget, da de første af Montgomerys engelske soldater ankom til Aarhus. De kom kørende i en lang kortege og gjorde holdt nede ved Frederiks Alle. Alle soldaterne fra de store militærkøretøjer kom ud og begyndte at lave the – de var jo englændere!
- Vi skulle jo alle sammen fotografereres sammen med dem. Det var fest og ballade, vi fik chokolade. Det havde jeg ikke smagt før. Jo måske havde jeg smagt det, da jeg var lille, men jeg havde i hvert fald ikke smagt det i mange år. Billedet med mig i midten kom i avisen. Ham, der står til højre for mig, blev her i Danmark. Han blev gift med en dansk pige og boede mange år ude i Ebeltoft, fortæller Allis Bartolin.
Med fætter i barevognen
Forud for de engelske troppers ankomst til Aarhus var gået flere bevægede dage, startende på befrielsesaftenen den 4. maj.
- Jeg husker tydeligt det øjeblik frihedsbudskabet lød den 4. maj om aftenen. Min far sad med hovedet inde i radioen. Jeg havde lovet at passe min lille fætter, fordi min tante lå og skulle føde. Jeg skulle gå tur med min ham i barnevognen, og da så folk begyndte at strømme ud i gaderne for at feste, så kom jeg selvfølgelig også på gaden med barnevognen. På et tidspunkt var der nogen der skød ovre i Frederiksgade, så jeg måtte køre barnevognen ind i en port og vente der lidt.
- Og mens alt dette skete, så lå min tante ovre i Dannebrogsgade og fødte i samme sekund. Det blev en dreng – og han kom selvfølgelig til at hedde Frede! Da hun havde født, så fik jeg afleveret min fætter og barnevognen. Jeg tror det var klokken ni om aftenen.
- Det var den samme aften, hvor folk hev deres mørklægningsgardiner ned og smed dem ud på gaden. Nogle steder blev der sat ild til dem. Det var rigtigt spændende, fortæller Allis Bartolin, der i dag bor i Aalborg.
Sabotører, feltmadrasser og russiske fanger
- Den næste dag kom frihedskæmperne - eller sabotørerne, som vi kaldte dem dengang - frem og begyndte at hente folk ind. De var nede i en kiosk og hente en pige, som de slæbte ud og tog tøjet af og klippede hendes hår. Hun var feltmadras.
- Nede på Fjordgades skole sad der nogle russiske fanger. Dem var vi også nede og se på. De var så glade, de dansede og hoppede. Jeg tror vi havde fri fra skole de dage – vi var på gaden hele tiden, fortæller hun.
I det hele taget mindes hun mange usædvanlige oplevelser fra tiden som stor pige i besættelsestidens Aarhus:
- Når vi gik til spejder – jeg var katolsk spejder – så havde vi illegale blade med hjem i spejdertasken til min far. Og ved en lejlighed transporterede jeg våben over Ringgadebroen. Min onkel stod og ventede på mig udenfor min skole og sagde, at jeg skulle gøre ham en tjeneste. Jeg skulle tage en cykel og køre over Ringgadebroen og stille cyklen fra mig nede ved kapellet. Det gjorde jeg så. Fire år senere spurgte jeg ham: ”Var der egentligt noget mærkeligt ved den cykel?” ”Ja, selvfølgelig”, sagde han.
- Engang så jeg fire tyske soldater blive skudt nede ved jernbaneterrænnet. De skulle med tog til Østfronten, men det ville de ikke, så de stak af. Vi kom forbi og gemte os i et buskads og kiggede. Desertørerne løb op ad en skrænt fra jernbanesporet, men så blev de skudt og gled lige så stille ned ad skrænten igen. Det rørte os ikke. De var jo fjenden, som hun siger det i dag.