Tyrkiet raser over denne skulptur til dansk torv

Den tyrkiske ambassade i København kritiserer ifølge Politiken onsdag i stærke vendinger den ni meter høje skulptur, ’The Draem’ (Danish Remembrance A

Den tyrkiske ambassade i København kritiserer ifølge Politiken onsdag i stærke vendinger den ni meter høje skulptur, ’The Draem’ (Danish Remembrance Armenian Empathy Messenger), der opstilles på Kultorvet ti dage i maj i anledning af 100-året for massakrerne på armenierne.

En begivenhed, som internationale forskere anerkender som et folkedrab, men ikke i Tyrkiet, hvor regeringen nægter at anerkende et folkedrab

Ambassaden skriver i en mail til Politiken, at det er "moralsk uholdbart og juridisk ubegrundet":

- Vi er skuffet over, at en skulptur, som beskriver hændelserne i 1915 som et ’folkedrab’, vil blive opført på en af de store pladser i København.

Redaktør Sadi Tekelioglu fra den tyrkiskdanske avis Haber kalder sagen betændt:

- Jeg tror, det vil skabe røre blandt tyrkiske indvandrergrupper i Danmark, siger han til Politiken.

Det er den amerikansk-armenske tegnestue Invivia, der af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har fået tilladelse til at opstille skulpturen.

- Det er et symbol på erindringen om folkedrabet og en fejring af empatien, siger værkets hovedarkitekt, Allen Sayegh, til Politiken.

Massakrerne mod kristne armeniere i det tidligere Osmanniske Rige er fortsat præget af stærke følelser, og Tyrkiets regering er kendt for at skabe diplomatiske forviklinger, når folkedrabet nævnes. Så sent som i søndags trak landet sin ambassadør i Vatikanet hjem, efter at paven ved en messe omtalte "folkedrabet".

Ifølge Lars Aslan (S), medlem af Borgerrepræsentationen, er ambassadens kritik af skulpturen i København "helt absurd".

- Selvfølgelig kan vi markere det armenske folkedrab i København, siger han til Politiken og får opbakning fra kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).

Modsat en række andre lande har Danmark aldrig officielt anerkendt begivenhederne som et folkedrab.

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) afviser at kommentere skulpturen.

- Den danske regering fortier ikke omfanget af de tragiske begivenheder i 1915, men har ikke officielt anerkendt begivenhederne som et folkemord. Vores holdning er, at det bør overlades til historikerne, skriver han i en mail til Politiken.