Samfund

Tobias sidder i kørestol: Her er opfindelsen der får ham til at gå

Grænserne for, hvad folk med handicap kan, rykker sig hele tiden. Et af de seneste skridt, videnskaben har taget, er lige netop et skridt - for de lamme.

Med en slags udvendigt skelet kan folk, der ellers ikke kan bevæge benene, komme til at gå igen med lidt hjælp fra et sæt krykker.

Opfindelsen er nået til Danmark, hvor Aarhus i disse dage er værter ved en lægemiddel-messe.

Noget af en oplevelse

Her gav de tyske bagmænd den første prøvetur i et såkaldt exoskelet til en dansker tirsdag. Det var Tobias Jensen, der fik fornøjelsen, efter han ikke havde gået i de fire år, der er gået, siden han mistede førligheden i en trafikulykke.

- Jeg har ikke været ude at gå i fire år, så det bliver noget af en oplevelse, sagde Tobias Jensen, lige før han fik de nye ben på.

Det er ikke bare for at komme nemmere rundt, at det giver god mening at få lammede mennesker op at stå. Undersøgelser viser, at det også betyder, at de kan klare sig med færre smertestillende og i det hele taget få færre følgesygdomme, når de kan komme op at stå.

Kommer i øjenkontakt

For Tobias Jensen er der også andre fordele ved at komme op i øjenhøjde med alle andre.

- Når man står op, fokuserer man i øjnene på andre mennesker. Det er anderledes, når man sidder ned.

Og øjenkontakt fik den unge studerende masser af mulighed for at få tirsdag, da han pludselig stod op og kunne vandre omkring.

Det kræver dog cirka 40 timers træning, før en bruger forventes at kunne bruge udstyret helt som planlagt.

Se Tobias' første gåtur i klippet over artiklen.