Fængselsforbundet om Omar El-Hussein: Alle røde lamper burde have lyst
Kun den ene af tre indberetninger, som fængselspersonalet indgav om Omar Abdel Hamid El-Hussein, endte hos PET, og i sidste ende blev den senere formodede gerningsmand bag angrebene på Krudttønden og synagogen i København sat i celle med en anden, der var indberettet for at være radikaliseret.
Det kan TV 2 Nyhederne afsløre tirsdag - og at forløbet er gået som det er, ærgrer meget Fængselsforbundets formand Kim Østerbye.
- I virkeligheden er det svært at pege noget enkelt ud, for samlet set har det lokale niveau reageret, som de skulle. De har sendt bekymringsmails, som de skulle, og indberettet, at han ikke fulgte tilsynet, som han skulle, siger Østerbye til TV 2 News.
- Men samlet set må vi sige, at vi har haft at gøre med en mand, som burde have fået alle røde lamper til at lyse, hvis nogen havde haft hele overblikket.
Systemer bør samle op
- Der mangler en instans eller nogle systemer, som samler op, når vi står over for en psykopat eller en terrorist.
De tre advarsler, som fængselspersonalet har sendt i løbet af Omar Abdel Hamid El-Husseins afsoning af en straf for et voldeligt overfald i et s-tog, handlede blandt andet om, at man havde grund til at tro, at han ville tage til Syrien og kæmpe i væbnet kamp.
Men to af advarslerne blev tilsyneladende sorteret fra og ikke sendt videre til Politiets Efterretningstjeneste, PET.
Til gengæld blev Omar Abdel Hamid El-Hussein sat i celle sammen med en anden mand, som var blevet indberettet for radikal adfærd.
- I bakspejlet kan man sige, at man burde have ladet Politiets Efterretningstjeneste, som er de bedste til den slags, foretage den vurdering. Men det er ikke bare ud fra et sikkerhedsaspekt.
- Han har jo gået rundt og været radikaliseret, allerede før han kom ind (i fængsel, red.). Og efter han kom ind, blev det bare værre.