Forældre bruger ikke tid med deres børn hver dag: - Uhyggelige tal

OPDATERING 14. april 2015: Psykiatrifonden har den 14. april valgt at trække undersøgelsen tilbage, efter at TV 2 NYHEDERNE har undersøgt firmaet Corcom, der stod bag undersøgelsen, og har fundet flere uregelmæssigheder.
Laver du noget med dit barn hver dag? Det kan være alt fra at hakke grøntsager til at spille Matador? Psykiatrifonden har spurgt 1.400 forældre, og undersøgelsen viser, at halvdelen med børn i alderen 0-18 år angiver, at de ikke laver noget aktivt med dem hver dag.
Og undersøgelsen viser samtidig, at blot hver femte forælder foretager sig noget med børnene et par gange om ugen. Det skriver Politiken. Der er blevet spurgt ind til forældrenes aktive rolle med de hjemmeboende børn, hvilket kan være højtlæsning, at samles over et spil eller noget helt tredje
Det er alarmerende nyt for børnene, melder Charlotte Diamant, der er børnepsykolog i Psykiatrifonden.
- Det er uhyggelige tal. I efteråret viste en omfattende analyse, at der er gang i en alarmerende negativ udvikling i børn og unges trivsel, og for mig er der ingen tvivl om, at det i høj grad hænger sammen med, at forældre ikke bruger tid sammen med deres børn, siger hun til Politiken.
Overfor avisen advarer Charlotte Diamant om, at det kan have "alvorlige konsekvenser for børnenes selvværd", hvis halvdelen af forældrene herhjemme har travlt med alt muligt andet end at bruge tid med deres børn.
Samme melding kommer fra den mangeårige familievejleder i Go' Morgen Danmark, Lola Jensen.
- Når job, motion, tid på elektroniske medier, sociale arrangementer og praktiske gøremål er overstået, er der ikke noget tid tilbage til at være sammen med børnene. Men det nytter ikke noget. Børn i alle aldre har brug for dagligt at mærke nærvær fra deres primære voksne – ellers går det ganske enkelt ud over deres udvikling, siger hun til avisen.
Undersøgelsen fortæller, at i takt med at børnene bliver ældre og ældre, bliver der færre aktiviteter mellem børn og forældre. I 0-3 års-alderen er det 28 procent at forældrene, der ikke foretager sig noget med børnene hver dag, mens tallet er 67 procent for de 13-18-årige.