Samfund

Elbilers usikre fremtid: - Markedet kan gå helt i stå

I den danske elbilbranche frygter man for årsskiftet. Pr. 1. januar næste år vil der, som det ser ud nu, nemlig være fuld afgift på elbiler i Danmark, så der ikke længere er økonomisk støtte til elbil-ejere. Og det er for dårligt, mener Lærke Flader, branchechef i Dansk Elbil Alliance:

- Vi står i den situation, at regeringen reelt har tre uger til at finde en løsning for elbiler, hvis ikke elbilmarkedet skal gå fuldstændig i stå. Det har den nu haft snart fire år til at gøre, og i den tid har private aktører investeret mere end to milliarder kroner i opsætning af infrastruktur, markedsopbygning og servicestationer i den vished om, at vi vil få en langsigtet løsning på elbiler, så vi i fremtiden vil få et stigende salg af elbiler, siger hun til TV 2.

Lærke Flader mener, at det vil få store konsekvenser for det danske elbil-marked, hvis regeringen ikke snart kommer med et lovforslag, der kan forlænge den afdragsfritagelse, der udløber ved årsskiftet.

- Mit budskab er, at det haster. Det haster rigtig meget med at finde den her løsning, fordi ellers vil vi se et elbilmarked, som ellers lige nu går rigtig godt, der går i stå, og det vil sige, at man smider en masse investeringer ud med badevandet. Det, synes jeg, er rigtig ærgerligt, uddyber Lærke Flader.

Finansministeriet har tidligere regnet på, hvad det vil koste at forlænge ordningen, og det beløb vil løbe op i 25 millioner kroner, hvis fritagelsen skal gælde frem til 2018. Men der bør ifølge Lærke Flader blive kigget på den langvarige gevinst:

- Det her med investeringer i grønne teknologier er jo en investering på den meget korte bane, men på den lange bane er det jo en gevinst for samfundet, fordi der er et væsentligt lavere energiforbrug forbundet med elbiler i forhold til benzinbiler, og fordi der er en klimaeffekt af det, og der er også vækst og arbejdspladser, siger hun.

Det kan ende med en afgift på op til 500.000 kroner på en elbil - sammenlignet med 20.000 for en lille benzinbil, forklarer Lærke Flader. Derfor frygter hun, at markedet vil gå fuldstændig i stå, hvis politikerne ikke reagerer inden for de næste tre uger.

- Det er presserende, fordi lige om lidt går Folketinget på sommerferie, og så åbner de først op igen til senefteråret, og det vil sige, at det lovforslag, som skal igennem 1., 2. og 3. behandling, kan allertidligst blive i slutningen af 2015. Det vil sige, at vi får et helt efterår, hvor der ikke bliver solgt én eneste elbil, fordi der er en leveringstid på elbiler, og hvis man ikke ved, om den koster 250.000 eller 700.000, så køber man ikke en elbil, siger Lærke Flader.