Børnerådet råber vagt i gevær overfor tablet-børn

Tablets fylder mere og mere i både danske hjem og daginstitutioner, hvor maskinerne i stigende grad bliver brugt til at underholde børnene. En let

Tablets fylder mere og mere i både danske hjem og daginstitutioner, hvor maskinerne i stigende grad bliver brugt til at underholde børnene.

En let løsning for forældre og pædagoger og samtidig en populær løsning for børnene selv, der i stigende grad foretrækker spil på tabletten fremfor legepladsen, og der efterhånden al mulig grund til at holde skarpt øje med børnenes forbrug af det digitale legetøj.

Det mener Børnerådets formand Per Larsen.

- Hvis de ikke får andre inputs, og hvis man allerede i en tidlig alder får kendskab til et medie uden at udvikle den digitale dannelse, så kan de have nogle meget negative konsekvenser, når de bliver lidt større og udsættes for et større bombardement. Så der er al mulig grund til at råbe vagt i gevær, og vi skal se, om vi kan tune vores børn, så vi sikrer, at de får en tilgang til tingene, der gør dem til sikre brugere resten af livet, siger Per Larsen.

Opråb til lærere og forældre
I en undersøgelse foretaget af Børnerådet svarer to ud af tre børn mellem 4 og 6 år således, at de hellere vil spille på deres tablet end af lege med kammeraterne i børnehaven, men Per Larsen mener ikke, det er nogen god idé at forsøge at dæmme op for børnenes forbrug af tabletterne, der - hvis de anvendes hensigtsmæssigt - gemmer på mange gode læringsredskaber.

I stedet henstiller han til, at både forældre, pædagoger, lærere og myndighederne sætter fokus på en forbedret regulering.

- Der er intet i vejen med at lege med en tablet, men det er et problem, hvis man kun leger med sådan en. Vi skal ikke overlade dem til sig selv, men istedet holde øje med dem og sende et opråb til lærere, pædagoger og forældrene, for det må ikke blive en barnepige for børnene, siger Per Larsen.

- Der er ting, som vi skal være opmærksomme på, og hvis man ser et barn, der altid sidder med en tablet, så udvikles de ikke. De skal have hjælp til at komme videre i livet, og det gælder om at give dem tilbud, så også kommer ud på legepladsen eller aktiveres på anden vis.

Øget fokus på problemet
Ifølge Per Larsen risikerer overdreven og forkert brug af tablets ikke kun at gå ud over børnenes udvikling for internettet gemmer på mange faldgruber for de yngste.

Derfor anmoder han om mere vejledning og oplysning, og mens forældrene selv bærer det største ansvar, så kan myndighederne også gøre mere for at sikre børnene på nettet.

- Der er et manglende kendskab til, hvad deres oplysninger bruges til på nettet, og det kan godt være, vi skal have kontakt med Kulturministeriet for at se, om der er steder, hvor vi skal stramme op, for det er noget, der rammer os allesammen, så der er gode grund til at højne vores niveau. Og hele vejledningen og måden, vi søger hjælp på, kunne også trænge til et boost, siger Per Larsen, der opfordrer Medierådet til at sætte fokus på problemet.

Et af formålet med Medierådet er netop at informere om unges brug af internet og nye teknologier samt at udruste forældre og lærere med viden om emnet.