Samfund

Sundhedsstyrelsen skjulte vaccine-advarsler for TV 2

Se TV 2 Dokumentaren 'De Vaccinerede Piger – Syge og Svigtede' torsdag klokken 20 på TV 2 og på TV 2 PLAY

- Det må være en fejl.

Sådan lyder den umiddelbare forklaring fra kontorchef i Sundhedsstyrelsen, Henrik G. Jensen på, hvorfor han og Sundhedsstyrelsen i strid med loven ikke udleverede mindst fire advarsler i en aktindsigt til TV 2 Dokumentar, som styrelsen modtog fra Frederiksberg Hospital.

De fire advarsler var bekymringsmails fra læge Louise Brinth på Frederiksberg Hospitals Synkopecenter. På Synkopecenteret forsøger man at behandle de piger, der kommer ind med mistanke til at have fået bivirkninger som følge af HPV-vaccinen Gardasil. I de fire mails – som styrelsen drypvis modtog fra 20. marts 2013 til 19. juni 2014 – bad læge Louise Brinth Sundhedsstyrelsen om hjælp, fordi antallet af piger, der kommer i behandling på netop Synkopecenteret med mistanke om bivirkninger til HPV-vaccinen – Gardasil – vokser.

Blandt andet skrev læge Louise Brinth den 12. maj 2014 til Sundhedsstyrelsen:

’Vi får stadig henvist piger med mulige Gardasil-bivirkninger. Der bliver en stadig mere desperat tone både fra nyhenviste og fra ”gamle” patienter – alle spørger hvad ”systemet” gør ved det stigende antal piger med mulige bivirkninger’.

’Hjælp!’

Godt en måned senere – den 19. juni 2014 under emnefeltet ’Hjælp!’ – advarede Louise Brinth igen Sundhedsstyrelsen og kontorchef Henrik G. Jensen om, hvad hun oplevede blandt sine patienter på Frederiksberg Hospitals Synkopecenter:

’Jeg er altså nødt til at fortælle dig, at vi stadig får flere piger henvist med mulige bivirkninger til Gardasil. De ligner stadig sig selv. Og vi oplever stadig, at de har alle har rædselsfulde forløb gennem det danske sundhedsvæsen. Jeg kunne overdænge dig med eksempler på, hvordan de bliver ignoreret, diskrimineret – og ikke behandlet. Hvordan sikrer vi os, at de som minimum ikke bliver latterliggjort i det danske sundhedsvæsen? Du drømmer ikke om, hvor grelt det er. Burde vi ikke finde ud af, hvad de fejler?’, spørger læge Louise Brinth direkte Sundhedsstyrelsens kontorchef i mailen, inden hun fortsætter:

’Det her er altså ved at være så uanstændigt, at det ikke er til at holde ud. Og – det er ærgerligt at mistilliden til en vaccine vokser til så voldsomme proportioner’, lyder hendes advarende mail til Sundhedsstyrelsen.

Udover disse to advarsler modtog Sundhedsstyrelsen yderligere to advarsler, hvilket betyder, at det samlede antal advarsler fra Frederiksberg Hospital i alt kommer op på fire. Men ingen af disse fire advarsler udleverede Sundhedsstyrelsen altså til TV 2 Dokumentar, da vi bad om aktindsigt i al korrespondance mellem styrelsen og Frederiksberg Hospital. Desuden udleverede Sundhedsstyrelsen heller ikke  – igen i strid med offentlighedsloven – en fem sider lang gennemgang, som læge Louise Brinth sendte til styrelsen. I gennemgangen beskrev Louise Brinth i utvetydige vendinger, hvilke udfordringer hun og de ansatte stod overfor med de mange vaccinerede piger på Synkopecenteret.

Røgslør og Ulovligt

Ekspert i Offentlighedsloven fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, lektor Oluf Jørgensen, betegner Sundhedsstyrelsens praksis på denne måde:

- Det virker som et røgslør. Sundhedsstyrelsen giver indtryk af åbenhed, offentlighed, og ’vi træffer beslutning om aktindsigt’, og så tilbageholder man faktisk de vigtigste dokumenter. Sundhedsstyrelsen har tilsidesat loven, lyder den klare dom fra Oluf Jørgensen.

Kontorchef Henrik G. Jensen beklager, at de fire advarsler er ’smuttet’ i sagsbehandlingen:

- Ja, det er jeg da ked af.

Er det bevidst at du ikke har udleveret dokumenterne til TV 2 Dokumentar?

Nej, det er det da ikke, siger Henrik G. Jensen.

Lektor Oluf Jørgensen tvivler på Sundhedsstyrelsen forklaring om, at det er ’fejl’, når man direkte har udeladt fire advarende mails og en fem sider lang gennemgang om pigernes tilstand på Synkopecenteret på Frederiksberg Hospital.

- Jeg har svært ved at tro, at det er noget, man har glemt, men jeg kan jo ikke udelukke det. I så fald er der et vældigt rod i deres journalsystem, og det er også i strid med offentlighedsloven, siger han.

Direkte adspurgt om Sundhedsstyrelsen enten dækker over problemets omfang, eller om Sundhedsstyrelsen er en rodebutik, svarer kontorchef Henrik G. Jensen:

- Vi er hverken en rodebutik eller forsøger at dække over sagen. Vi må beklage, at vi ikke har sendt det til dig, siger han.

Producenten bag HPV-vaccinen Gardasil, Sanofi Pasteur, har ikke ønsket at lade sig tv-interviewe til TV 2 Dokumentaren ’De Vaccinerede Piger – Syge og Svigtede'.

Læs alle 47 pigers historier om, hvordan de er blevet syge:

De vaccinerede piger: Indsprøjtningerne gjorde os syge

TV 2 har været i kontakt med og mødtes med en lang række piger og kvinder, der mener, at de er blevet syge efter at have fået HPV-vaccinen Gardasil. Læs deres historier herunder.
Vi kan desværre ikke hente data på nuværende tidspunkt. Prøv igen senere.

TV 2 har kontaktet kvinderne på forskellige sociale medier i grupper, hvor de mødes og diskuterer deres symptomer. Andre har selv henvendt sig til os, da de hørte, at vi arbejdede med emnet.

De har alle udfyldt et spørgeskema, hvor de har beskrevet deres symptomer og tidspunkter for vaccination. Vi har bedt om fuld adgang til enkelte af kvindernes lægejournaler. Er de under 18 år har forældre givet lov til, at de kunne deltage.

Foto(s): Per Arnesen/TV 2 og privatfotos

HPV-vaccinen

  • HPV-vaccinen blev indført i det danske børnevaccinationsprogram i 2009 og anbefales i dag til alle piger i 12-års alderen.
  • Ifølge Sundhedsstyrelsen har de siden vaccinen blev indført og til og med første kvartal 2015 modtaget i alt 1305 indberetninger om vaccinen.
  • Heraf er 363 blevet klassificeret som alvorlige. 

De vaccinerede piger

Tal om HPV-vaccinen fra Sundhedsstyrelsen

  • Årstal - solgte doser - indberetninger - alvorlige
  • 2009: 347.690 - 288 - 25
  • 2010: 151.476 - 66 - 5
  • 2011: 163.374 - 43 - 6
  • 2012: 349.730 - 96 - 18
  • 2013: 488.224 - 511 - 177
  • 2014*: 92.200 - 155 - 52 *tal frem til 30/9

Info: Antallet af solgte doser er ikke et billede på antal vaccinerede, idet der skal 2-3 doser til, før man er vaccineret. Det anslås at omkring en halv million danske piger er vaccineret.