Dyrenes Beskyttelse: Forbyd vilde dyr i cirkusser på dansk jord

På trods af at Danmark normalt ikke tillader vilde pattedyr i omrejsende cirkusser, så er elefanter, søløver og zebraer stadig velkomne i manegen. Det vil Dyrenes Beskyttelse nu sætte en stopper for.
- Der er ingen biologisk grund til, at elefanter, søløver og zebraer modsat alle andre vilde dyr skal kunne optræde i cirkus, faktisk tværtimod. Et omrejsende cirkus kan ikke opfylde de krav, der bør være til hold af vilde dyr i fangenskab. Derfor ønsker vi, at forbuddet skal gælde alle vilde dyr uden undtagelse, siger zoolog i Dyrenes Beskyttelse Michael Carlsen.
Store konsekvenser for dyrene
Hos Dyrenes Beskyttelse mener man, at et liv i et omrejsende cirkus har store konsekvenser for dyrene.
- De har hverken plads nok til at kunne udøve deres naturlige adfærd eller mulighed for indgå i de rette sociale hierarkier. Deres indhegninger og bassiner er for små. Desuden er den konstante transport og de mange nye steder stressende for dyrene, siger Michael Carlsen, som tilføjer:
- En elefant trives ikke i en lille transportvogn, og en søløve har brug for mere end en balje vand.
Formand for Dyreetisk Råd bakker op om Dyrenes Beskyttelse
Og Dyrenes Beskyttelse bakkes op af formanden for dyreetisk råd, Bengt Holst. Han mener heller ikke, at store dyr som for eksempel elefanter hører til i et omrejsende cirkus.
- For eksempel elefanter kan på ingen måde holdes på forsvarlig vis i et omrejsende cirkus. Enten går man på kompromis med dyrevelfærden eller med publikums sikkerhed, fordi man ikke kan lave forsvarlige indhegninger til dyrene, siger han til tv2.dk.
En ulykke, der venter på at ske
Bengt Holst, som også er videnskabelig direktør i Københavns Zoologiske Have, mener, at elefanthold i omrejsende cirkusser er en ulykke, der venter på at ske.
- Vil elefanterne ud, så kommer de ud. Det ser vi jo ske hvert år. Det er kun et spørgsmål om tid, før der sker noget alvorligt.
Bengt Holst mener, at Fødevarestyrelsen burde kigge på reglerne endnu engang, og forbyde elefanter, søløver og zebraer i de omrejsende cirkusser. Den seneste lovgivning på området blev nedskrevet i 2009 - og det var her, det blev besluttet at undtage elefanter, zebraer og søløver fra forbuddet mod at lade større dyr optræde i omrejsende cirkusser.
- Jeg synes, at det var en forkert beslutning, der blev truffet tilbage i 2009. Hvis dyrene har et fast stade, så ser jeg intet problem i, at de optræder i cirkus. Men man skal ikke gøgle med dyrene på den måde, som det ofte gøres i et omrejsende cirkus, slutter Bengt Holst.
Over 15 lande har allerede et totalforbud mod vilde dyr i cirkus. Et forbud som Dyrenes Beskyttelse nu indsamler underskrifter for også at indføre i Danmark.