Danmark som ulveland: Her er ulvene blevet set
Fredag morgen blev det slået fast, at en eller flere ulve står bag angreb på tre rådyr fundet i Marielundskoven, et bynært skovområde i Kolding.
Dermed har ulven for første gang vist sig inde i en dansk by. Hidtil har de store rovdyr har vist sig talrige gange i Jylland, men kun i mere afsidesliggende områder.
Den første ulv siden udryddelsen i 1813 blev fundet død i Thy i 2012.
Ifølge Naturstyrelsen er ulvene i Danmark indvandret fra det europæiske fastland, og derfor kan de i princippet dukke op alle steder i Jylland.
Der findes ulve i store dele af Europa, heriblandt Spanien, Italien, Frankrig, Polen, Tyskland, Rumænien, Bulgarien, Finland og Sverige.
Det er ifølge Naturstyrelsen ikke sandsynligt, at ulven når Fyn og Sjælland, da strømmen er for stærk i både Lillebælt og Storebælt.
Naturstyrelsen vurderer, at ulvene i Danmark for øjeblikket er strejfende ulve, men at der også kan blive tale om ulve, der slår sig ned mere permanent.
Faktisk mener man, at der kan være én ulv, der har slået sig ned i Danmark permanent.
For nylig slog forskere fra Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE), Aarhus Universitet, der foretager DNA-analyser af ulvene, at der med sikkerhed er registreret 19 forskellige ulve i Danmark.
På nedenstående kort ses alle registreringer af ulve fra 2012 til 2014: