Samfund

Aarhusiansk imam skal betale bøde efter jøde-udtalelser

Den aarhusianske imam Abu Bilal har fået en bøde på 10.000 euro for at have opfordret til drab på zionistiske jøder.

Det oplyser DR Østjylland.

Abu Bilal, der prædiker i Grimhøjmoskeen i Aarhus, var sidste sommer på besøg i en moske i Berlin, hvor han i sin prædiken opfordrede til drab på zionistiske jøder.

Det skete på baggrund af israelske troppers kampe i Gaza i juli 2014.

Bilals prædiken blev filmet, og det førte til, at den tyske anklagemyndighed ønskede at tiltale ham efter de tyske paragraffer om hetz mod befolkningsgrupper, hvor straffen kan være op til fem års fængsel.

Det er nu foreløbig endt med, at Abu Bilal har fået et bødeforlæg på 10.000 euro eller 6 måneders fængsel, hvis han ikke betaler.

Han har appelleret afgørelsen.

- Hvorfor skal jeg betale noget, når jeg ikke har gjort noget. Jeg har bare bedt gud om at dræbe de zionister, som har dræbt vores børn i Gaza, siger han til DR Østjylland.