En tandbøjle er det nye våben mod snorken

Simon Klünner sover dårligt om natten – ligesom tusindvis af andre danskere. Han snorker voldsomt, og med mellemrum holder han helt op med at trække vejret i mere end et minut ad gangen.

Det er typisk for den lidelse, der hedder søvnapnø – og det resulterer i, at han aldrig er frisk og udsovet om dagen.

- Det er jo mit liv. Og det kan kun fungere, hvis jeg får min nattesøvn, siger han.

Hans problem bliver blot større af, at han ikke kan vænne sig til den mest udbredte behandling af søvnapnø, nemlig den såkaldte CPAP-behandling, hvor patienten trækker vejret gennem en maske.

Derfor har han store forhåbninger til en alternativ behandlingsform, som tandlæge Lillian Marcussen fra kæbekirurgisk Afdeling på Odense Universitets Hospital har skrevet Ph. D om. Det er en skinne, der holder patientens kæbe på plads og luftvejene åbne, mens man sover.

- Nogle patienter, især unge vægrer sig ved at bruge maske, og nogle fortrænger simpelthen, at de har et behandlingsbehov. Og der kommer en betydelig regning til dem og til sundhedssektoren i den sidste ende, hvis ikke de får et behandlingstilbud, siger Lillian Marcussen.

Se mere om den nye behandling i 22-Nyhederne med Poul Erik Skammelsen

Har du selv erfaringer med snorken - enten hos dig selv eller hos dine nærmeste - så del dine erfaringer med os nedenfor.