Fra voldsmand til skuespiller: Danskerne peger fingre af udsatte børn

- Der er nogen, der siger, at dem fra Næsby er bøsser. Så hoppede vi op på vores cykler og kørte ud og udfordrede dem.

Roland Møller var engang den man ringede til, når der var nogen, der skulle have bank. Han var ung, vild og kunne ikke sidde stille i skolen. Til gengæld kunne han slås og volden blev hans identitet og hans måde at kommunikere på.

Som barn og ung i 80’erne voksede Roland Møller op i Odense, hvor han med tiden blev en del af byens kriminelle underverden. Han fik sin første voldsdom som 18-årig og herefter byggede han et voldeligt cv op med i alt 10 voldsdomme, der flere gange sendte ham i fængsel.

Tidlig indsats virker

I dag er Roland Møller ude af kriminaliteten og har været det siden 2002, men han trækker i høj grad stadig på sine erfaringer fra livet i det kriminelle parallelsamfund.  Som foredragsholder, social arbejder, debattør og skuespiller deler han ud af sine erfaringer, for at hjælpe børn og unge på rette vej.

For det er i de tidlige år af børns liv, der skal sættes ind, hvis man vil undgå, at de i forvejen udsatte børn ender i kriminalitet. Det fastslår en ny undersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, der har fulgt 3.000 danskere født i 1995.

Undersøgelsen konkluderer, at en tidlig indsats er altafgørende, og samtidig sætter rapporten fokus på nogle af de faktorer, der kan have indflydelse på, om barnet ender i kriminalitet eller ej. Det handler i høj grad om unge drenge, og faktorer som forældre med misbrug eller sygdom, forældre uden arbejde eller dårlig uddannelse, familiebrud, og voldelige opdragelse har indflydelse på, om barnet er i risiko for at havne i kriminalitet.

Volden blev en succes

Selvom Roland Møllers barndom ikke rummer alle disse faktorer, kan han i høj grad identificere sig med børn og unge, der lever under sådanne vilkår. Hans forældre var unge, da de fik ham, faderen var førtidspensionist og moderen kom først i uddannelse i Rolands teenageår.

I skolen oplevede Roland, at han ikke passede ind i fællesskabet. Han var vildere end de andre, og det betød, at de andre drenge ikke måtte lege med ham. Han blev mobbet, og hans svar til mobberne var vold. Udviklingen tog fart og Roland fandt fællesskab med andre vilde drenge, der talte samme sprog. Her oplevede han pludselig succes.

- Det gav mig en form for respekt, og jeg fik min første succesoplevelse. Så det blev ligesom min måde at takle mine problemer på. Hvis jeg blev såret, skuffet eller svigtet, så reagerede jeg ofte fysisk. Det var det, jeg kendte bedst, fortæller han.

På den måde blev Roland Møller den fyr man ringede til, når der var problemer, og han stoppede aldrig op og tænkte over, hvad han lavede.

- Jeg følte lige pludselig, at der var brug for mig. Jeg havde en plads. Det var min identitet. Man følte sig vigtig, når nogen havde brug for ens hjælp.

Byd ind i stedet for at pege fingre

Med sine egne erfaringer som udsat barn og senere krimineI, kan Roland Møller nu se tingene fra den anden side. Han mener, at samfundet – både myndigheder og borgere – bør træde til i højere grad, så andre børn ikke ender som ham selv. En af tingene, der bør gentænkes, er folkeskolen.

- Vi fik hele tiden at vide, at vi skulle sidde stille og holde kæft og blev smidt uden for døren. Det var hele tiden sådan noget straf og sanktioner. Der skulle nogen have sagt, at han er måske ikke lige klar til at sidde stille og tage info ind. Han skal ud og bevæge sig lidt.  Så havde det været en anden slags skoleklasse for mig, siger han.

Samtidig ønsker Roland Møller sig, at danskerne blev bedre til at hjælpe de svageste i samfundet. Man skal vise børnene, at der findes en anden verden, mener han.

- Jeg plejer også at sige, at vi i Danmark har en tendens til at pege fingre ad hinanden. Altså hvis den enlige mor ikke kan styre sine to drenge nede på førstesalen, så peger vi fingre ad hende og siger: prøv at se, hun kan ikke styre dem. I stedet bør man gå ned og banke på og spørge: Skal jeg tage Brian eller Ali med til en fodboldkamp, med ned at træne, hjælpe ham med computeren eller tage ham med på museum.

- De skal mærke, at samfundet vil dem.

Roland Møller medgiver, at forældrene har et ansvar, men påpeger vigtigheden af, at alle i samfundet hjælper de mest udsatte børn.

- Der er et afrikansk ordsprog, der siger, at det kræver en hel landsby at opdrage et barn. Der skal jo både en studievejleder, en psykolog, en pædagog, en klasselærer og folk i sportsverdenen ind for at hjælpe det her barn. Vi er jo ikke alle eksperter på alle områder.