Private nøgenbilleder et problem i flere byer
I flere byer i landet er lokale piger havnet i noget af en klemme. Private nøgenbilleder af dem bliver delt i grupper på Facebook, så andre i byen kan se dem.
I sidste uge kom den såkaldte Viborg-mappe frem i lyset,
Det fænomen findes adskillige steder i landet. Bl.a. i Herning, hvor kommunen har grebet ind.
Her har TV 2 mødt tre piger, der alle kender til konkrete eksempler med veninder fra omgangskredsen, der er blevet udsat for digital seksuel krænkelse.
- Det var så en video hende jeg kender. Hun ville ikke have at folk skulle vide, det var hende. Så hun sagde bare til folk det ikke var hende, for man kunne ikke se hendes ansigt, fortæller Caroline Knudsen.
Det er sådan nogle historier, der har fået Herning Kommune til at sende et bekymringsbrev ud til forældrene til børn 6. til 9. klasse.
Hernings SSP-enhed har gjort det til et fokusområde at stoppe delingen af nøgenbilleder blandt unge. Det er de ikke ene om. Problemet findes flere steder.
Eksempelvis i Viborg hvor det i sidste uge kom frem at flere unge delte nøgenbilleder imellem sig. Her vil SSP fra i dag tilbyde møder med forældre til børn helt ned i 5. klasse.
I Jammerbugt Kommune er hvert fjerde barn i 8. klasse blevet opfordret til at sende nøgenbilleder af sig selv på nettet.
I Silkeborg følger ansatte ved kommunen de unge på nettet, for at forsøge at stoppe dem inden det går galt.
Og i Thisted har man ligesom i Herning sendt bekymringsbreve ud.
Det er et brud på straffeloven at dele private billeder. Derfor opfordrer myndigheder til, at man henvender sig til politiet, hvis man har kendskab til den her slags mapper.