Samfund

Regeringen overhørte anbefaling om beskyttelse af jøder

Den danske regering - herunder embedsmænd i Rigspolitiet, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet - så for blot tre måneder siden bort fra en klar anbefaling om at forbedre sikkerheden ved jødiske institutioner i Danmark. Det skulle ske ved at placere bevæbnet politi foran i hvert fald den jødiske synagoge og den jødiske skole i København.

Det fremgår af en endnu ikke offentliggjort rapport fra den europæiske sikkerheds- og samarbejdsorganisation OSCE, oplyser Radio24Syv.

I rapporten, der ifølge organisationens særlige undersøger blev sendt i udkast til Udenrigsministeriet i midten af december, anbefaler OSCE, at Danmark skal 'sørge for væbnet politi foran synagogen og den jødiske skole på travle tidspunkter. Sådan en tilstedeværelse vil berolige forældre og bedende’ og sikre ‘yderligere afskrækkelse’, der skulle være med til at forhindre et terrorangreb. Anbefalingen kom efter to angreb på jøder ved en skole i Frankrig og et jødisk museum i Bruxelles i 2014. 

Det bekræfter OSCEs personlige repræsentant for bekæmpelse af anti-semitisme, rabbiner i New York, Andrew Baker.

- Min anbefaling var ret ligefrem: Sørg for politibeskyttelse på de her steder, når der er behov for det. Det her er noget, der er ret proforma i forskellige andre lande. Jeg var overrasket over reaktionen fra den danske regerings embedsmænd. De hævdede ikke, at der var et problem med ressourcer, men at det mere var et spørgsmål om principper, siger Andrew Baker til Radio24syv.

Andrew Baker oplyser, at han og en OSCE-delegation den 11. og 12. september 2014 besøgte Danmark og her mødtes med repræsentanter på højt niveau fra Justitsministeriet, Udenrigsministeriet og Rigspolitiet.

Baker siger direkte, at han forlod mødet med danskerne ‘uden følelsen af’, at de danske myndigheder tog situationer alvorligt.

- Jeg kom ud fra mødet med følelsen af, at regeringens embedsmænd ikke anerkendte det. Jeg kan ikke sige, at jeg, da jeg forlod mødet, var optimistisk i forhold til at vores anbefalinger ville blive fulgt', siger Andrew Baker til Radio24syv.

Advarslen fra OSCE er blot én i en række af anbefalinger om at forbedre sikkerheden for de danske jøder, der er givet før terrorangrebet i København for næsten tre uger siden, hvor en jødisk vagt blev likvideret foran den jødiske synagoge i København.

Radio24syv kunne i sidste uge fortælle, at Det Mosaiske Trossamfund løbende henover det sidste halve år bønfaldt justitsministeren om mere og bedre sikkerhed omkring de jødiske institutioner.

I alt har det jødiske samfund siden sensommeren 2014 sendt fire breve direkte til justitsministeren og holdt to møder med først justitsminister Karen Hækkerup og senere hendes afløser, nuværende justitsminister Mette Frederiksen. Hver gang har det jødiske samfund tigget om beskyttelse af især den jødiske skole og synagogen i København.

Under et samråd i september i Folketinget – få dage efter besøget fra OSCE - gav daværende justitsminister Karen Hækkerup forsikringer om, at der var styr på sikkerheden omkring jøderne i Danmark, hvor hun blandt andet sagde, at ’regeringen og myndighederne har som sagt stor fokus på problemet’ og at ’…Politiets Efterretningstjeneste er løbende i dialog med Det Jødiske Samfund, og man er meget opmærksomme på at yde den hjælp og beskyttelse, som man finder nødvendig’.

Næstformand i Dansk Zionistforbund, Jonatan Møller Sousa, er skuffet og vred over Justitsministeriet ikke har taget jødernes sikkerhed mere alvorligt.

- Alle, der er opmærksomme på det her problem med, at jøder bliver angrebet, har jo kunne se attentat efter attentat direkte rettet mod jøder, siger han til Radio24syv.