Forældre på jødisk skole kræver garanti om sikkerhed fra Thorning

En række forældre til børn på Carolineskolen i København, en af verdens ældste jødiske skoler, henvender sig nu direkte til statsminister Helle Thorning-Schmidt. De vil have et løfte om permanent, skærpet sikkerhed på skolen efter forrige weekends terrorangreb i København.
I et brev, som 150 forældre efter TV 2 Nyhedernes oplysninger har skrevet under på, efterspørger de en garanti fra statsministeren for sikkerheden i fremtiden. Forældrene giver udtryk for, at de ikke tør lade deres børn blive på skolen, hvis ikke den øgede sikkerhed efter terrorangrebet opretholdes.
- Jeg har arbejdet i 23 år i børnehaven på Carolineskolen. Det har ikke været nødvendigt (med sikkerhed, red.) før. Men nu er det. Forældre er utrygge. De vil godt have, at deres børn kommer til et trygt sted, siger Karen Melchior, der er pædagog på Carolineskolen.
Nogle forældre har allerede meldt deres børn ud af skolen efter skyderierne forrige weekend, der kostede den 37-årige vagt Dan Uzan livet foran Synagogen.
- Den dag politiet går til de normale sikkerhedsvilkår, der var tidligere, hvor de ikke var til stede, så tror jeg, der er en del forældre, der tager deres børn ud af Carolineskolen, siger Ronen Leon, der har børn på skolen til TV 2 Nyhederne.
Politikere fra begge sider af Folketinget forstår forældrenes bekymring.
- Det er jo alvorligt, når vi har set de angreb, der har været på jøder i Danmark. Og det er jeg sikker på, at regeringen også vil være villig til at lytte til, siger SFs formand Pia Olsen Dyhr.
- Det er tiden nu, at det er myndighederne og politiet, der tager over, så det ikke er de private folk, der skal bruge penge på det, siger Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen, der lige som Pia Olsen Dyhr deltog i tirsdagens mindehøjtidelighed i København.
Carolineskolen har siden terrorangrebet været bevogtet af adskillige bevæbnede betjente.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt har ikke modtaget brevet for forældrene på Carolineskolen endnu, og hun ønskede tirsdag aften ikke at udtale sig om sikkerheden på skolen i respekt for aftenens arrangement.