Sygehus erkender sjusk: Vi skal stramme op
TV2 NYHEDERNE har afsløret omfattende sjusk med forskningsmidler på Odense Universitetshospital (OUH). Læger har ikke redegjort for bilag til en samlet værdi af mindst 650.000 kroner. Penge, som lægerne har brugt til at købe dyrt elektronik, rejser og middage. Nu erkender sygehusledelsen, at der er sket fejl, og at der skal strammes op.
Efter at have gennemgået 1098 bilag fra Odense Universitetshospital, kan TV 2 NYHEDERNE konstatere, at der mangler redegørelser for formålet med indkøbene af en lang række middage, iPhones, iPads og Macbook-computere. Odense Universitetshospitals ledelse har efterfølgende ikke kunnet redegøre for de manglende oplysninger i bilagene.
- Hvordan har de kunnet ske, at læger f.eks. ikke har angivet formålet med at spise middage på restauranter? Jamen, det tror jeg må tilskrives almindelig efterladenhed, og det må vi så få strammet op på, siger direktør Kim Brixen fra Odense Universitetshospital.
Det bliver forskningspengene også brugt til
TV 2 Nyhederne har søgt aktindsigt i, hvordan læger på Odense Universitetshospital bruger deres forskningsmidler.I den interaktive grafik nedenunder kan du trykke på de firkantede emner for at se, hvor mange penge som lægerne har brugt.
Odense Universitetshospital har sideløbende med TV 2 NYHEDERNEs aktindsigt selv iværksat en uafhængig undersøgelse af deres forskningskonti udført af revisionsfirmaet Deloitte. Undersøgelsen, der koncentrerer sig om bilag fra 2013 og 2014, altså primært efter Jyllands-Postens første afsløringer om svindel med forskningsmidler på Rigshospitalet, kritiserer også lægerne for manglende redegørelser af formål med deres indkøb.
- Vi tager klart kritikken til efterretning. Derfor gør vi nu blandt andet hospitalets regler og dokumentationskrav fuldstændigt klart for alle. Men det vigtigste for mig er, at ingen har brugt OUH-midler til egen vinding, siger Kim Brixen.