Samfund

Medier: Terrorist kan have brugt Facebook til mindeopslag

Omar El-Hussein Scanpix

Efter 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein var død efter sidste weekends terrorhandlinger i København, var der ifølge flere medier kortvarigt en mindeside om ham på det sociale medie Facebook.

Mindesiden var synlig mandag, inden den blev slettet af Facebook - det vides ikke præcis, hvornår den blev slettet. Ifølge det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek og andre medier brugte El-Hussein navnet Abu Ramadan al-Muhajir  - Omar Abdel Hamid El-Husseins alias som jihad-kriger. I profilen skal El-Hussein også posthumt have svoret troskab til terror-organisationen Islamisk Stat (IS).

Facebook bekræfter overfor Newsweek, at der fra El-Hussains Facebook-konto er blevet brugt et Facebook-redskab, som tillader venner og familiemedlemmer til en person at dele minder efter personens død.

Men ifølge Newsweek kan Facebook-profilen dog også have været redigeret kort inden hans død.

I sidste uge offentliggjorde Facebook en nyt applikation, som tillader Facebook-brugere at overgive kontrollen med deres konto til en anden bruger i tilfælde af deres død. Den eksisterende applikation, som Omar Abdel Hamid El-Hussein eller venner eller familiemedlemmer menes at have brugt, tillader familie og venner at gøre en afdøds Facebook-side til en mindeside, men den tillader ikke - som den nye, at overgive kontrollen med siden til en anden person.

Men ifølge Newsweek antyder el-Husseins Facebook-profil, som den så ud i mandags inden Facebook fjernede den, at siden var forberedt - enten af ham selv, eller af andre. Udover et "til minde om (remembering, red.)" ved hans Jihad-navn Abu Ramadan al-Muhajir, indeholdt profilen et billede af en ulv, der blotter sine tænder, og flere opslag, hvor der bliver svoret troskab til IS.

Ifølge Guy Van Vlierden, der står bag bloggen Emmejihad som overvåger jihadister i Europa og har offentliggjort en detaljeret gennemgang af El-Husseins Facebook-profil, blev mindesiden dog formentlig skabt efter El-Husseins død.

- I El-Husseins tilfælde har jeg forstået, at en ven eller et familiemedlem gjorde det efter hans død - som det er meningen med applikationen. Så myndighederne har ikke på den måde haft chance for at afværge angrebene, siger Guy Van Vlierden til Newsweek.

En talsmand fra Facebook siger til Newsweek, at man ikke kan kommentere på individuelle sager, men at El-Husseins Facebook-profil blev fjernet fordi den var i konflikt med Facebooks regler om terrorisme. Men Facebook kan ikke oplyse, præcis hvornår profilen blev fjernet.

- Vi arbejder sammen med regeringer og politimyndigheder. Vores regler og procedurer betyder, at vi har effektiv kontrol med indhold, der støtter terrorisme på Facebook, siger talspersonen til Newsweek.